Kommentar: Gnisten er væk

Til næste kamp mod Froch skal Mikkel Kessler finde den gnist, der så ud til at mangle i lørdags, hvis han vil vinde, skriver Ekstra Bladets sportschef

Mikkel Kessler lignede under hele kampen en mand, der havde efterladt både gnist, ild og sult ude i omklædningsrummet. Den livsvigtige glød skal han genfinde, hvis ikke hans boksemæssige kvaliteter skal blegne for eftertiden. (Foto: AP)
Mikkel Kessler lignede under hele kampen en mand, der havde efterladt både gnist, ild og sult ude i omklædningsrummet. Den livsvigtige glød skal han genfinde, hvis ikke hans boksemæssige kvaliteter skal blegne for eftertiden. (Foto: AP)

NÅR GNISTEN I øjnene og ilden i kroppen forsvinder fra en bokser, bliver det farligt. Så får han nemlig bank!

SULTEN EFTER SEJR, efter at forlade ringen som sejrherre er altafgørende i en benhård fight – og på dette niveau er det livsvigtigt.

Desværre så det ud til, at Mikkel Kessler havde efterladt både gnist, ild og sult ude i omklædningsrummet. Derfor fik han klø af André Ward. Lad os bare lige tage den med det samme: Der var intet at udsætte på André Wards sejr. Han boksede bedre, bevægede sig hurtigere, slog mere varieret – og frem for alt, så havde han ild i både handsker og hoved.

MØDET MED Ward kostede karrierens kun andet nederlag til Kessler, og helt symbolsk fik den fem år yngre amerikaner pludselig danskeren til at se en smule gammel ud, lidt rusten og uden det taktiske overskud, der kunne vende kampen.

Derfor er det rimeligt at stille spørgsmålet: Er Kessler efter 12 lange år som professionel ved at være mæt? Er ilden slukket?

Bedømt på kampen i går, så er svaret desværre ja.

Læs også:
Kessler tjente kassen trods nederlag
Mogens Palle: Kessler er 'stendød'
Kessler skal bokse i København


HELDIGVIS ER DER kun en, der kan tænde gløden igen. Det er Kessler selv – og nederlaget til Ward er måske den tændstik, der forhåbentlig får Kessler til at flamme igen. At afklapsningen var en lige højre mod en såret stolthed, at Kessler vil have renset sit navn og vise verden, hvor god en bokser han i virkeligheden er.

DET KRÆVER SELVFØLGELIG, at Kessler VIL sin egen karriere det bedste. Det kræver 100 procent fokus, og så må autografskrivning i landets storcentre, hjemmesidesatsning, ejendomme, gøgl og lir vente. Her ligger en oplagt opgave for den efterhånden velvoksne flok af rådgivere, managere og andet vedhæng i forretningen Kessler.

JAMEN, VAR DET ikke Wards skaller, urene slag, små beskidte tricks og de amerikanske chikane-specialister, der kostede sejren?

Klart nej.

Sådan er gamet, og specielt den amerikanske boksescene er kendt for den slags små svinestreger. Selvfølgelig burde kamplederen have knaldet mindst en advarsel i hovedet på Ward, selvfølgelig virker chikanen mod Kessler latterlig og giver nogle alvorlige ridser i Super Six-turneringen, men med den erfaring, Kessler efterhånden har med i kufferten, så bør det ikke blive en afgørende faktor.

KESSLER-LEJREN droppede den amerikanske bokse-professor, Jimmi Montoya, som træner op til Ward-kampen. Det ligner et fejlskud. Ricard Olsen er en fantastisk træner for Mikkel, men Montoyas viden om Ward og hele den amerikanske boksescene havde måske givet de afgørende detaljer. Specielt hvis Kessler – som Ricard Olsen sagde efter kampen – ikke havde hørt ordentlig efter dessinerne fra ringhjørnet.

MIKKEL KESSLERS næste modstander er Carl Froch. En akavet sluggertype, der kræver en Kessler ved fuld mental styrke. Endnu et nederlag vil både gøre det svært for Kessler at vinde turneringen, men endnu vigtigere, så vil det give kæmpe skrammer på selvtilliden og den boksemæssige glorie, der har hængt over Kessler.

DERFOR SKAL den danske nævefighter genfinde den gnist, den ild og den sult, der har bragt ham til verdenstoppen.

Ellers bliver Kesslers Super Six til Super-kiks ...

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere