Kesslers træner i slagsmål med fotografer

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Ren chikane, rasede en rødglødende Ricard Olsen efter Kesslers nederlag

Ricard Olsen siger tingene lige ud. (Foto: Thomas Sjørup)
Ricard Olsen siger tingene lige ud. (Foto: Thomas Sjørup)

OAKLAND (ekstrabladet.dk): - Ikke engang i Sarajevo har jeg oplevet noget lignende. Amerikanerne siger, det er araberne, der er terrorister, men de værste terrorister af alle, det er da amerikanerne selv!

Mikkel Kesslers træner, den normalt rolige eksistens Ricard Olsen, var rasende, intet mindre, efter hans boksers andet nederlag i karrieren. De amerikanske værter havde gjort alt for at genere Kessler-lejren før og under fighten mod Ward.

- Allerede før kampen var den helt gal. Amerikanerne havde sat en eller anden mand til at stå i vores omklædningsrum. Der blev han bare stående, selvom vi bad ham om at gå. Det var for vores sikkerhed, sagde de, men han havde da ikke en skid at gøre i vores omklædningsrum, fnøs Ricard Olsen.

Helt gal blev den ifølge træneren under kampen – som han praktisk talt ikke kunne se.

- De havde valgt, at alle de der tv-fotografer skulle stå og hænge oppe i vores ringhjørne. Jeg kunne ikke se en skid, så jeg begyndte at sparke og slå til deres ben.

- Sådan fortsatte vi i lang tid. Jeg skubbede, de skubbede, så slog jeg dem. Vorherre bevares, jeg har aldrig oplevet den slags chikane. Æreløst, respektløst, det er, hvad det er.

- Til sidst valgte jeg nærmest at kravle over de fotografer. Så kunne de stå med min røv i hovedet, nærmest råber den rasende boksetræner, inden han sammen med Mikkel Kessler forlader Oracle Arena for at tage tilbage til hotellet i San Francisco.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere