Reglerne entydigt på Kesslers side

- Det lyder vanvittigt! siger Mikkel Kessler om amerikansk forsøg på klokkeklart regelbrud før VM-kamp i USA

Kessler har reglerne på sin side, men et er at have ret, noget andet at få ret (Foto: Thomas Sjørup)
Kessler har reglerne på sin side, men et er at have ret, noget andet at få ret (Foto: Thomas Sjørup)

OAKLAND (ekstrabladet): Mikkel Kessler vil helst ikke tænke for meget over den forvirring, der hersker før lørdagens VM-kamp mod amerikanske Andre Ward.

Men at de amerikanske arrangører har udnævnt en amerikansk kampleder samt to amerikanere blandt de tre sidedommere, der skal styre pointene, kan danskerens dybe koncentration forud for kampen dog ikke fortrænge:

- Jeg har først lige hørt om det. Det lyder helt vanvittigt, sagde den danske verdensmester onsdag aften.

- Det må jeg lige tale med Kalle og Wilfried om, sagde Kessler med henvisning til sine tyske promotorer.

Klart regelbrud af amerikanerne
Som alle andre promotorer i Super Six-turneringen, som kampen er en del af, har både Wilfried Sauerland og Wards promotor Dan Goosen skrevet under på et sæt regler, som blandt andet siger:

"Dommere og kampledere skal findes, udvælges og udpeges af den lokale sportsmyndighed (athletic commision), som overvåger kampen; dog forudsat, at der udpeges en dommer fra hver af boksernes land, at den tredje dommer er fra et neutralt land, og at kamplederen i alle tilfælde er fra et neutralt land."

Læs også:
Kølighed foran Oaklands rådhus
Truer med at aflyse Kesslers VM-kamp
Foreman: Kessler tager bæltet med hjem
Stop det pis!

De regler er langt fra opfyldt med de dommere som California State Athletic Commision har udpeget. Disse er:

Steve English (Californien), Steve Morrow (Californien) og Stanley Christodoulou, (Sydafrika). Kampleder Jack Reiss er som to af dommerne også fra Californien.

Hvad med papirarbejdet?
Alle de amerikanske officials er kendt som udmærkede fagfolk, men Kessler og Team Sauerland kan naturligvis betvivle, at de vil være 100 procent neutrale set i lyset af, at Andre Ward er fra Californien, og at de amerikanske boksere iøvrigt har tabt de to første kampe i Super Six-turneringen.

I Kessler-lejren frygter man, at det sidste kan betyde, at Andre Ward får lidt ekstra kredit for at bevare interessen for turneringen i USA.

Spørgsmålet er så, om man kan nå at hente nye officials fra eksempelvis Europa, og om de overhovedet med så kort varsel kan få arbejds- eller indrejsetilladelse i USA.

Et andet spørgsmål er, om nogen kan få fat på Califonia State Athletic Commision inden lørdag. Kommisionen svarer ikke på henvendelser. Måske har den travlt med at læse reglerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere