Olsen: Kesslers rutine skal fælde Ward

Mikkel Kesslers store rutine kan blive afgørende i VM-kampen mod André Ward, som ifølge Kesslers træner, Ricard Olsen, bokser risikabelt med sænkede parader

Mikkel Kessler og Andre Ward går i ringen mod hinanden på lørdag. (Foto: AP)
Mikkel Kessler og Andre Ward går i ringen mod hinanden på lørdag. (Foto: AP)

Det bliver en kamp mellem ungdommens vovemod og den erfarnes rutine, når den 25-årige André Ward på lørdag hjemme i Oakland skal forsøge at vriste World Boxing Associations (WBA) VM-bælte i supermellemvægt fra danske Mikkel Kessler i Super Six-turneringen.

Kessler anerkender sin modstander som en hurtig og stærk bokser, der har vundet OL-guld som amatør og ikke tabt en kamp siden 1996.

Alligevel mener danskeren, at han har et afgørende trumfkort mod den fem år yngre Ward.

- Wards svaghed er hans rutine. Han har ikke min rutine, for han har ikke mødt de samme boksere og gået så mange kampe over 12 omgange, som jeg har. Han har ikke mødt de helt store, men det skal han nu, siger Mikkel Kessler.

Ward skal passe på
Mesterens træner, Ricard Olsen, har set nogle af André Wards kampe på tv, og han mener, at amerikaneren risikerer at grave sin egen grav med naiv boksning. I hvert fald hvis han planlægger at komme busende frem fra kampens begyndelse.

- Hvis han farer sådan frem med hurtige serier, der er totalt uden parader, så kommer den kamp mod Mikkel ikke til at vare mange sekunder.

- Jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvor lang kampen bliver, men hvis Ward bokser, som jeg har set ham bokse, så bliver kampen ikke ret lang, for så bliver han ramt alt for meget, konkluderer den erfarne træner.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere