Larsens modstander løber fra EM-kamp

Vild forvirring: Nu skal Mads Larsens EM-modstander Dimitri Sartison pludselig bokse VM-kamp i november

Mads Larsens EM-kamp ser ud til at være i fare. (Foto: AP)
Mads Larsens EM-kamp ser ud til at være i fare. (Foto: AP)

Mads Larsens kamp om EM-titlen mod den tidligere Kessler-modstander Dimitri Sartison ser ud til at falde på gulvet. Sartison har nemlig sagt ja til en VM-kamp i WBA-regi med kroatiske Stjepan Bozic den 28. november.

Larsen skulle have bokset mod Sartison om EM-titlen den 16. januar i Århus, pressemødet er afholdt, og Larsen har indledt træningen. Larsens promotor Hans-Henrik Palm er derfor lige så overrasket som alle andre over nyheden.

- Jeg har ikke modtaget noget officielt, men hvis Sartison opgiver EM-kampen, bliver der normalt udpeget en anden modstander. I det her tilfælde er Vitali Tsypko den næste på ranglisten, så det ville i givet fald være ham, som Mads skulle bokse med i stedet, siger Hans-Henrik Palm til ekstrabladet.dk.

- Jeg vil straks gå i gang med at undersøge omstændighederne i forbindelse med Sartison-kampen, som jeg allerede har betalt for i kraft af, at jeg har vundet purse-offer, siger Palm.

Mikkel Kessler er såkaldt 'Superchamp' i supermellemvægt hos WBA, mens Sartison altså bokser om den sekundære VM-titel mod Bozic. Hvad enten Sartison vinder eller taber, kan han ikke have både en VM-kamp og en efterfølgende EM-kamp planlagt.

Om en eventuel Larsen-kamp mod Tsypko kan afvikles den 16. januar eller ej, vil Hans-Henrik Palm nu undersøge.

Den 33-årige ukrainer Vitali Tsypko (22-3-0, 12 KO) har tidligere været europamester og tæt på VM-kampe.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere