Kessler-kampen: Cirkus er i byen

Mehdi Bouadlas tropper forstod at underholde på pressemødet forud for Mikkel Kesslers comeback 4. juni

Mikkel Kessler med Mehdi Bouadla og cowboy Rouge i midten. (Foto: Lars Poulsen)
Mikkel Kessler med Mehdi Bouadla og cowboy Rouge i midten. (Foto: Lars Poulsen)

PARKEN (ekstrabladet.dk): Manegen er knap nok pakket sammen fra elefanternes forestilling lørdag aften i DR’s Koncerthuset, før Team Sauerland igen har banket pløkkerne i jorden til en ny cirkusforestilling.

Mandag eftermiddag blev Mikkel Kesslers comeback, som Ekstra Bladet søndag kunne fortælle, officielt annonceret.

Modstanderen er fransk og lyder navnet Mehdi Bouadla. Den 29-årige bokser troppede fornemt op i jakkesæt, mens træneren mere afslappet kom i en t-shirt, gumlende på noget tyggegummi. Og så var der promoteren. Bernard Rouge.

En verdensmand var i byen. Sandsynligvis mest i egen optik. Men det mørke jakkesæt var renset, slipset næsten perfekt bundet, krokodilleskindsskoene pudset og cowboyhatten (det er da en Stetson, ik’?, spurgte en kollega med et bredt smil på læben) sat perfekt, så der ikke kunne skimtes pande mellem briller og hat.

Two champions in the ring
Og Rouge kunne med mikrofonen alt for tæt på fortælle, at det er altså ikke bare én eller anden tilfældig, Team Sauerland har samlet op i rendestenen i Paris’ forstæder.

Jo, altså. Det er rigtig nok, at Bouadla ikke kan leve af at bokse, hvorfor han må ernære sig som chauffør og bodyguard for en borgmester dernede. Men han er en champion, som Rouge dynamisk postulerede.

- There are two champions in the ring on the 4th of june, lød det under hatten. – Forbered jer på en overraskelse.

Helt så teatralsk var Bouadla selv dog ikke. Men der er ingen tvivl om, at den tidligere mellemvægter tror på sig selv.

- Jeg kommer her ikke for ingenting. Det er en stor chance for mig, og jeg vil demonstrere i ringen, hvad jeg står for, sagde han.

Kessler-lejren ville dog også lege med. Jimmy Montoya, Kesslers træner, havde ikke tænkt sig at sidde tilbagelænet på podiet, og bare lade franskmændene snakke store ord.

- Mikkel is BACK! He is BACK! Og jeg må sige, at det er en meget dårlig idé, at du stiller dig op i ringen til ham, sagde Montoya fremadlænet og pegende på Bouadla.

Kessler vil ikke forstå et ord!
Montoya lænede sig tilbage i sædet.

- Det er meget bekvemt for Mikkel at møde ham nu, sagde han med henvisning til, at kampen skal fungere som opvarmning - sandsynligvis til et møde med canadiske Lucien Bute til efteråret.

Og så skulle træneren for Bouadla, Lalaoui Nasser, da også lige være med.

- Vi har siddet her på podiet og ikke forstået noget af alt det danske, der er blevet sagt. Men jeg kan bare sige én ting: Kessler vil ikke komme til at forstå et ord af det, der kommer til at ske oppe i ringen 4. juni!

Så var det sagt. Nasser skyndte sig dog lige at tage et billede af det store banner bag podiet, hvor Bouadlas navn stod ved siden af Kesslers. Det er trods alt ikke hver dag, man får chancen for så stor en kamp…

0 kommentarer
Vis kommentarer