Froch vil møde Kessler igen

Den engelske super-mellemvægter savner sit VM-bælte, som han synes blev taget fra ham i Danmark

Carl Froch og Mikkel Kessler gave hinanden en hård kamp, som Froch faktisk mener ikke havde en vinder. (Foto: Claus Bonnerup)
Carl Froch og Mikkel Kessler gave hinanden en hård kamp, som Froch faktisk mener ikke havde en vinder. (Foto: Claus Bonnerup)

Carl Froch har det ikke specielt godt med Danmark og slet ikke med at han mistede sit VM-bælte i Super Six-kampen mod Mikkel Kessler.

Derfor håber bokseren fra Nottingham at der kan arrangeres en revanchekamp mellem ham og Kessler.

- En kamp mellem os vil hurtig blive udsolgt og forhåbentlig kan vi gøre det senere i Super Six. Tillykke Mikkel - men du har kun bæltet til låns, siger Carl Froch til Nottingham Post.

Carl Frochs håb kan faktisk hurtigt blive en realitet. Han kan møde Mikkel Kessler i semifinalen i Super Six-turneringen hvis begge boksere vinder deres sidste indledende kampe.

Froch møder Arthur Abraham, og Kessler møder Allan Green.

Hvis de to boksere skal mødes i semifinalen kan man allerede nu forestille sig en kamp om, hvor kampen skal bokses. Carl Froch mener, at Kessler kun vandt deres indbyrdes opgør fordi han var på hjemmebane.

- Som regerende mester, følte jeg at jeg gjorde nok til at holde titlen, men sådan er det når man bokser på udebane. Selvfølgelig var det en hård dag på kontoret, men jeg viste hvem der var boss, siger Froch til Nottingham Post.

- Kessler fik sejren, men uden at lyde som en kliche, så var det en af de kampe hvor der ikke er en vinder. De danske tilskuere heppede højt på deres mand så det var en rigtig heksekedel, hvilket jeg godt kan li'. Og i 12 eksplosive runder hamrede vi løs på hinanden. Jeg sårede ham et par gange og hans hævede og ødelagte ansigt fortalte sin egen historie.

0 kommentarer
Vis kommentarer