Haye slog bæstet med venstre hånd

Uden megen gavn af en smadret højre hånd lykkedes det David Haye at stoppe kæmpen Nikolai Valuevs regime i sværvægt

Ny verdensmester i sværvægt: David Haye. (Foto: Getty Images)
Ny verdensmester i sværvægt: David Haye. (Foto: Getty Images)

Et øjeblik i 12. omgang stod Nikolai Valuev og vaklede, ramt af en stenhård venstre. Tættere har kæmpen formentlig aldrig været på at blive knockoutet.

Få minutter senere blev den kæmpestore russiske WBA-verdensmester i sværvægt dog - om ikke knockoutet - så i hvert fald afsat, da resultatet på de tre dommersedler blev læst op. Med 114-114, 116-112 og 116-112 fik den engelske udfordrer David Haye en pointsejr foran 10.000 tilskuere i Arena Nürnberger Versicherung.

Hvordan den spanske dommer kunne se andet end en Haye-sejr, er lidt af en gåde.

29-årige Haye undveg gennem 12 omgange den 143 kilo tunge verdensmester, der missede og missede, når han kom tumlende fremad.

Vandt med venstre hånd
David Haye dansede til siden og udvalgte sig sine punkter i ringen, hvor han tog opstilling og ventede på at få lov til at fyre sin venstre af. Den tunge højre, der har fældet så mange af englænderens modstandere, smadrede han hurtigt på kæmpens hoved.

- Jeg ødelagde min højre hånd i 2. eller 3. omgang og boksede derefter kun med min venstre. Min højre er øm og hævet nu, sagde Haye efter kampen.

- Fra jeg var en lille dreng har jeg drømt om denne dag. Den dag, jeg ville blive verdensmester i sværvægt. Nu har jeg slået den største verdensmester nogensinde. Men først i sidste omgang formåede jeg at ryste ham.

- Jeg vidste, jeg ville vinde fra det øjeblik, jeg underskrev kontrakten, sagde englænderen.

Kurs mod en Klitschko
David Haye (23-1-0, 21 KO) skriver sig med erobringen af WBA-bæltet ind i boksehistorien på samme linje som Evander Holyfield - ganske vist ikke som legende, men som en cruiservægtmester, der har taget skridtet til sværvægt med succes.

Efter at have erobret tre VM-bælter i cruiservægt, drev utålmodighed David Haye op i sværvægt, hvor han hele tiden har jagtet (og hånet) IBF- og WBO-mesteren Wladimir Klitschko.

I 2010 vil han formentlig få en kamp mod enten Wladimir eller dennes storebroder, WBC-mesteren Vitali. De to ukrainere bliver dog en opgave af et andet omfang end Valuev. Russeren er stor, men Klitschko-brødrene er både store, relativt hurtige og meget hårdtslående.

Nikolai Valuev (50-2-0, 34 KO) må acceptere det andet nederlag på rekordlisten. Den 36-årige russer tabte ligeledes på point mod uzbekiske Ruslan Chagaev i 2007.

1 af 4 Først i 12. omgang lykkedes det David Haye at ryste Nikolai Valuev, som dog red stormen af ved at klamre sig til englænderen. (Foto: AP)
2 af 4 Når Valuev slog, var David Haye væk. Med sine 98,4 kilo var han langt hurtigere end Valuev. (Foto: Getty Images)
3 af 4 David Haye valgte sine tidspunkter til at komme ind under kæmpen og slå. (Foto: Getty Images)
4 af 4 Ny verdensmester i sværvægt: David Haye. (Foto: Getty Images)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere