Lennox Lewis: Jeg fik noget i øjet!

Vender ikonet Lennox Lewis tilbage til bokseringen og et brag af en revanchekamp mod Vitali Klitschko? – Nej, siger han og blinker med det ene øje

Vitali Klitschko tabte hverken på KO eller point mod Lewis. Han havde faktisk temmelig godt styr på englænderen, indtil han fik en grim øjenskade og blev stoppet af stævnelæge og kampleder.
Vitali Klitschko tabte hverken på KO eller point mod Lewis. Han havde faktisk temmelig godt styr på englænderen, indtil han fik en grim øjenskade og blev stoppet af stævnelæge og kampleder.

Den seneste tid har den varmeste diskussion i boksning været, om 'den sidste af de store' i sværvægt, Lennox Lewis, vender tilbage til ringen til en revanchekamp mod Vitali Klitschko.

Spørger man 43-årige Lewis, som stoppede karrieren efter den blodige boksekrig og sejr over netop Vitali Klitschko i 2003, er svaret pakket ind i ironi og forskellige forbehold. Men hvis der findes et svar på spørgsmålet, er det gemt et sted i denne artikel.

- Da jeg var en knægt i boksesporten, sagde alle at Muhammad Ali var den største, men at han skulle have trukket sig tilbage noget tidligere. Det har jeg altid tænkt på, og derfor har jeg villet trække mig på det rigtige tidspunkt, siger Lewis i et længere interview med ESPN.

Lewis er en standhaftig og intelligent bokser. Men et comeback er ikke 100 procent udelukket, lader det til. Selvom det fortsat forekommer usandsynligt.

- Jeg overvejer det måske, når Vitali har bokset mod sin bror Wladimir, griner Lewis velvidende, at Klitschko-brødrene har lovet deres mor aldrig at gå i ringen mod hinanden.

Vil banke Riddick Bowe helt gratis
Lewis siger, at han ikke har mere at bevise, og han siger, at penge ikke interesserer ham. Hans kone, børnene på to og fire, og hans bekymrede gamle mor, betyder meget mere.

- Jeg tilbeder ikke penge, så jeg er ikke helt pjattet efter dem. Jeg tager mig af min familie. Vi har en finanskrise, men det rører ikke mig. Jeg har ikke foretaget dårlige investeringer. Min grund til at bokse var ikke penge. Det var aldrig penge. Det var altid æren, siger Lewis.

Tilsyneladende af den grund - for at umuliggøre en kamp - har Lewis krævet 620 millioner kroner for at møde Klitschko.

Men hvis der er én fyr, Lennox Lewis gerne vil gå i ringen med, er det den tidligere ubestridte mester Riddick Bowe. Lewis slog Bowe i sværvægtsfinalen ved OL i 1988, men som professionel undgik Bowe sin engelske overmand. Det i en sådan grad, at han i 1992 smed et af sine tre VM-bælter (WBC) i en skraldespand for at undgå et titelforsvar mod Lewis.

Den hånlige gestus har Lewis aldrig tilgivet 'Big Daddy' Bowe.

- Jeg er en normal person, jeg har drømme, dagdrømme, eller hvad man vil kalde det. Jeg har drømt om at mig og Tyson gør comeback i ringen, de gamle drenge. Jeg har drømt om at bokse mod Riddick Bowe. Jeg ville gøre comeback for at banke den fyr. Jeg ville banke ham gratis, siger Lewis.

Men hvad med Klitschko?
Lewis fortæller, at han har holdt et møde med tv-stationen HBO, hvor han arbejder som ekspertkommentator. De vil meget gerne lave et stort nummer ud af en Lewis-Klitschko-kamp. Ligesom englænderens legendariske træner Emmanuel Steward gerne så Lewis generobre tronen.

En kamp mod 37-årige Klitschko synes dog ikke rigtigt at trække i Lewis. Det er en fiks idé i Klitschkos hoved, mener han.

- Vitali drømmer om mig. Vitali har fået mig på hjernen, mand. Jeg ved ikke, hvad der er galt med den fyr. Jeg er hans onde ånd.

- Men jeg er ikke en del af hans tid. Jeg er ikke en del af hans æra. Det, som Klitschko-brødrene prøver lige nu, det er at finde nogle gamle navne, som de kan bruge til selv at skabe sig større navne, siger Lewis med henvisning til, at der ikke er mange trusler for de ukrainske brødre i den matte sværvægtsdivision.

En revanchekamp er altså udelukket. Sådan da.

- Mit svar er nej, griner Lewis og blinker med det ene øje.

På spørgsmålet om, hvorfor han blinkede, griner englænderen igen:

- Jeg fik noget i øjet!

1 af 4 Lennox Lewis er en skælm. Han gider ikke bokse mere. Men han vil heller ikke 100 procent afvise, at han måske alligevel gider. (Foto: AP)
2 af 4 Vitali Klitschko brænder efter en revanche. (Foto: AP)
3 af 4 Her er en fyr, som kunne få Lennox Lewis til at gøre comeback: Amerikanske Riddick Bowe. (Foto: AP)
4 af 4 Vitali Klitschko tabte hverken på KO eller point mod Lewis. Han havde faktisk temmelig godt styr på englænderen, indtil han fik en grim øjenskade og blev stoppet af stævnelæge og kampleder.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere