Hatton og 'Golden Boy' har planer

Med sin udboksning af Paulie Malignaggi har Ricky Hatton kurs mod et multi-million-brag mod Oscar de la Hoya - måske foran 70.000 tilskuere i Cardiff

Oscar de la Hoya (t.v.) var promotor for Floyd Mayweather Jr, da Ricky Hatton og Mayweather stødte sammen i 2007. Næste gang, de mødes, kan det være i ringen. (Foto: AP)
Oscar de la Hoya (t.v.) var promotor for Floyd Mayweather Jr, da Ricky Hatton og Mayweather stødte sammen i 2007. Næste gang, de mødes, kan det være i ringen. (Foto: AP)

En afskedskamp til 500 millioner kroner. Mindst. Det kunne være, hvad den folkekære engelske bokser Ricky Hatton (45-1-0, 32 KO) og boksningens mest succesfulde forretningsmand Oscar de la Hoya (39-5-0, 30 KO) har planer om.

31-årige Hatton udboksede lørdag amerikanske Paulie Malignaggi i Las Vegas, men han har længe talt om, at der ikke er mange kampe tilbage i ham.

35-årige Oscar 'The Golden Boy' de la Hoya har ligeledes talt om at trække sig tilbage, når han har overstået sin kamp mod Manny Pacquiao den 6. december. Men en kassekamp uden sidestykke mod den populære englænder er tilsyneladende for fristende.

- Oscar mod Ricky ville være det største i boksning, siger Richard Schaeffer, som er direktør i de la Hoyas eget, ekstremt succesfulde promotorfirma Golden Boy Promotions.

- Det ville være to fantastiske boksere, som ville komme for at slås, og som fansene elsker. Vinderen kunne bokse mod Mayweather, spekulerer Schaeffer og lader forstå, at planerne om Hatton-de la Hoya er langt fremskredne:

- Vi kigger på at få kampen sat op på et stort stadion i Storbritannien, men det skal være overdækket på grund af vejret.

Dermed er Cardiffs Millennium Stadium - hvor Mikkel Kessler mødte Joe Calzaghe - i spil. Der tales endvidere om, at kampen skal afvikles på en søndag frem for det normale, en lørdag. Ligesom Super Bowl, argumenterer amerikanerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere