Lennox Lewis tæt på comeback

Den tidligere ubestridte verdensmester i sværvægt Lennox Lewis er angiveligt tæt på at gøre comeback - til en revanchekamp mod Vitali Klitschko

Lennox Lewis og Vitali Klitschko er aldrig helt blevet færdige med hinanden efter deres afbrudte Bråvalla-slag i 2003. (Foto: AP)
Lennox Lewis og Vitali Klitschko er aldrig helt blevet færdige med hinanden efter deres afbrudte Bråvalla-slag i 2003. (Foto: AP)

'Den sidste af de store' - sådan tænker mange boksefans om Lennox Lewis. Men snart kan han blive nutid igen. Den tidligere ubestridte verdensmester i den i øjeblikket pauvre sværvægtsdivision overvejer nemlig angiveligt et comeback.

Lewis stoppede karrieren efter sejren over Vitali Klitschko i 2003. Den sejr kom i en kamp, hvor Klitschko ellers var foran på point mod den store englænder - men til sin egen store vrede blev stoppet af en øjenskade mellem 6. og 7. omgang.

Det er netop Vitali Klitschko, som er begyndt at tale om en revanchekamp mod 43-årige Lewis.

- Jeg har hørt, at Lennox Lewis er begyndt at overveje et comeback. Hvem ved? Jeg har vist ham et godt eksempel. Jeg gjorde comeback efter fire års pause og tog VM-titlen, siger 37-årige Klitschko med henvisning til sin nylige udboksning af WBC-mesteren Samuel Peter.

- Intet er umuligt. Lennox Lewis lovede mig en rematch - og det vil han holde, som en gentleman, siger Klitschko til BBC Radio 5 Live.

Også Lewis' tidligere supertræner, Emanuel Steward, er opsat på at se de to store boksere i ringen mod hinanden igen.

- Vitali ved mere om det, end jeg gør, men jeg ville elske at se dem bokse de sidste seks omgange, siger Steward ifølge The Guardian og tilføjer:

- Det er som at se en film, der pludselig stopper. Man har voldsomt lyst til at se slutningen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere