Holyfield klar til sin 25. VM-kamp

Nu skulle den være god nok: Den tidligere verdensmester i cruiservægt og sværvægt Evander Holyfield bokser i december mod WBA-mesteren, kæmpen Nikolai Valuev

Evander Holyfield (t.v.) nægter at trække sig tilbage fra boksning, før han igen har erobret et af VM-bælterne i sværvægt. (Foto: AP)
Evander Holyfield (t.v.) nægter at trække sig tilbage fra boksning, før han igen har erobret et af VM-bælterne i sværvægt. (Foto: AP)

Med Andrzej Golotas overraskende KO-nederlag i 1. omgang mod Ray Austin, har WBA-mesteren Nikolai Valuev tilsyneladende ikke andre muligheder end at gå i ringen mod Evander Holyfield i det planlagte forsvar af sit bælte i Schweiz den 20. december.

Valuev havde foretrukket Golota som den mere troværdige udfordrer, men nu er 46-årige Holyfield altså pludselig troværdig nok til en kamp mod den russiske gigant på 213 cm og 145 kilo.

Valuev og hans manager udtalte sig for kort tid siden noget skeptiske om at møde den tidligere mangedobbelte verdensmester i cruiser- og sværvægt, men nu har piben fået en anden lyd.

- Jeg tager kampen meget alvorligt, siger russeren til den schweiziske avis Blick.

- Holyfield er en stærk modstander. For 10 år siden ville jeg ikke have drømt om at komme i ringen mod en sådan mester.

Evander Holyfield har ikke været i ringen siden sit klare pointnederlag til Sultan Ibragimov i kampen om WBO-bæltet i oktober 2007.

Holyfield er siden sine velmagtsdage i 90'erne, hvor millionerne villigt trillede ind på kontoen, kommet i økonomisk uføre - hvilket skal være grunden til, at han ikke for længst har trukket sig endegyldigt tilbage.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere