Valuev vil have grimme Golota

Nikolai Valuev har endnu ikke fået en modstander til forsvaret af sit VM-bælte om bare halvanden måned. Men meget tyder nu på den benhårde veteran Andrzej Golota

Andrzej Golota (t.h.) nidstirrer her sin seneste modstander, Mike Mollo, som han tog en sikker pointsejr imod. (Foto: AP)
Andrzej Golota (t.h.) nidstirrer her sin seneste modstander, Mike Mollo, som han tog en sikker pointsejr imod. (Foto: AP)

Den gigantiske WBA-mester i sværvægt Nikolai Valuev har tidligere katagorisk afvist en kamp mod Evander Holyfield med henvisning til dennes alder på 46 år.

Nu åbner russerens manager Boris Dimitrov dog for kampen. Hvis ikke man altså kan komme til at forsvare VM-bæltet mod den 40-årige polak Andrzej Golota ved det planlagte stævne i Zürich den 20. december.

- Nikolai, jeg og Don King er som før imod en kamp mellem Valuev og Holyfield, siger Dimitrov til fightnews.com.

- Don King og jeg vil have en kamp mod Andrzej Golota. Og ja, Golota bokser den 7. november mod Ray Austin, men Don King mener, at han på halvanden måned kan være klar til at bokse mod Valuev. Hvis Golota nægter, vil vi arrangere kampen mod Holyfield, siger Valuevs manager.

Andrzej Golota har aldrig været verdensmester i et af de store forbund, men han blev i 90'erne regnet for en af de stærkeste sværvægtere lige under niveauet med Lennox Lewis, Mike Tyson og Evander Holyfield.

Den polsk fødte amerikaner er bedst kendt for to gange i 1996 komplet at udbokse Riddick Bowe - blot for begge gange blive diskvalificeret for at nikke skaller og slå 'Big Daddy' gentagne gange i skridtet. Riddick Bowe blev aldrig den samme bokser igen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere