Tyson sænker paraderne: Sex, stoffer og mordforsøg

Boksesportens mest kontroversielle skikkelse er klar med ny bog, der løfter sløret for et liv, der ikke blev mindre afsporet af ophold bag tremmer

Der var en gang, da Mike Tyson blev kaldt det ondeste menneske på planeten, og en tid, da han gjorde sit til at leve op til titlen.

Den tidligere verdensmester i boksning var et skræmmende bekendtskab både i og uden for ringen, og med en sjælden evne til at komme i søgelyset, selv da han tilbragte tre år i skyggen for voldtægt.

Nu står han der igen. Bokseren, der har levet så meget i overhalingsbanen, at han flere gange har fremstået afsporet, krænger i sin nye bog 'Undisputed Truth' yderligere ud af sig selv og afslører, at han stadig kæmper med indre dæmoner.

- Nogle gange fantaserer jeg om at blæse hovedet af nogen, så jeg kan komme i fængsel i resten af mit liv, konstaterer han ifølge nyhedsbureauet AP i bogen, der er skrevet med hjælp fra Larry Sloman.

- Arbejdet med denne bog har fået mig til at tænke, at hele mit liv har været en joke, siger Tyson.

Se også: Mike Tyson til Danmark med ærligt show

Bogen skulle have været det endelige opgør med fortiden for Mike Tyson, der i den seneste tid har forsøgt at sætte sig selv i scene som genfødt familiefar og veganer. Noget, der virker som en fortsat kamp. Umiddelbart før bogen gik i trykken, blev det således tilføjet, at eks-bokseren var faldet af vandvognen.

I det hele taget afslører Tyson i bogen, at han har haft ualmindeligt svært ved at finde balancen i livet. Flere gange beskriver han den fortsatte frygt for at falde ud over kanten og tilbage til et liv, der stort set kun handlede om kokain, sprut og en konstant jagt på kvinder.

Alle tre dele fyldte en hel del i Tysons liv og bliver udpenslet i relativt følelsesforladte detaljer i bogen. Kvinderne omtales med ord, der har krævet et seperat afsnit med forklaringer bagerst i bogen, og kvinderne synes at være kommet og gået i bokserens liv uden at efterlade et større aftryk end det flygtige på madrasserne.

Se også: Mike Tyson: Jeg er tæt på at dø

Måske med undtagelse af Desiree Washington, der fik Mike Tyson sendt bag tremmer i tre år for voldtægt. En anklage, som han har afvist og stadig gør.

- Hvordan kan man voldtage nogen, når de kommer til ens hotelværelse klokken to om natten?, spørger han ifølge AP i bogen.

Mike Tyson forlader retten i Indianapolis efter at være blevet dømt for voldtægt i 1992. (Foto: AP)

Til gengæld ændrede fængselsopholdet ikke ret meget for eks-verdensmesteren, der måske nok sad bag tremmer, men fortsatte jagten på sex. I første omgang sikret med kvindelige besøgende og senere med den terapeut, der skulle forsøge at hjælpe ham ud af stofmisbruget. Tyson afslører, at han betalte hendes istandsættelse af et tag.

- Jeg dyrkede så meget sex, at jeg var for træt til at gå ned og træne. Jeg blev bare i cellen hele dagen.

Måske også et forsøg på at distancere sig fra den verden, som han ikke lægger skjul på, at han føler sig misbrugt af. Ikke mindst promoteren Don King, som han, med egne ord, flere gange kom i håndgemæng med og ved en enkelt lejlighed forsøgte at slå ihjel. Han forklarer, hvordan han forsøgte at kvæle promoteren, mens de kørte på en motorvej i Miami.

Promotor Don King jubler med sin unge verdensmester i 1986. (Foto: AP)

- Når jeg tænker på alle de forfærdelige ting, som Don har gjort mig hen over årene, så har jeg fortsat lyst til at slå ham ihjel, lyder det fra Tyson, der dog ikke kun bebrejder andre for sine nedture. Heller ikke den store økonomiske deroute, der i dag har efterladt ham gældsplaget på trods af en samlet indtægt på flere milliarder kroner hen over karrieren.

End ikke hans revisorer, som han skiftede ud i 2000, kunne pynte på regnskaber, der blødte.

- Problemet var, at jeg brugte 62 millioner dollar det år, herunder 2,1 milllion på biler.

I det lys erkender Tyson i bogen, at han selv bærer et stort ansvar for, at det gik ned ad bakke med accelerende fart. Han erkender, at han har manglet både selvkontrol og selvværd.

Se også: Mike Tyson: Jeg var en sindssyg mand

Bogen skulle have været rundet af med et håb om en bedre fremtid.

En slankere Tyson i et lykkeligt forhold med fruen Kiki, som han giver æren for, at han er ædru. I hvert fald indtil august, da han begyndte at drikke igen, og man derfor måtte skrive en ny epilog til bogen. Her erkender Tyson, at kampen fortsætter.

- Jeg vil bare desperat gerne have det bedre. Jeg har mange sår, og vil bare gerne hele, og jeg vil gøre mit bedste for, at det lykkes. En dag ad gangen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere