Nu er det officielt: Patrick skal til Moskva

Sauerland erkender, at der gambles med Patrick Nielsens karriere ved at lade ham bokse i Moskva 1. juni

Nu er spekulationerne forbi. Aftalen om en VM-kamp mellem Patrick Nielsen og russiske Chudinov er skrevet under. Opgøret bokses 1. juni i Moskva (Foto: Claus Bonnerup).
Nu er spekulationerne forbi. Aftalen om en VM-kamp mellem Patrick Nielsen og russiske Chudinov er skrevet under. Opgøret bokses 1. juni i Moskva (Foto: Claus Bonnerup).

Så er der ikke flere hvis’er og måske’er tilbage. Kontrakten er underskrevet og Patrick Nielsen drager om fire ugers tid til Moskva for at bokse om VM-bæltet hos det store forbund WBA.

Det bekræfter alle involverede parter over for Ekstra Bladet.

Se også: Kæmpekamp i vejen for Patrick

Patrick Nielsen, der har fejet al modstand til side i sine hidtidige 22 kampe som professionel – halvdelen vundet på knockout – møder den ligeledes ubesejrede 27-årige russer Dmitry Chudinov i en kamp 1. juni, der i første omgang gælder WBA’s Interim-titel.

Opgøret i den russiske hovedstad kan dog meget vel nå at blive konverteret til en regulær VM-kamp, hvis den nuværende mester, Gennady Golovkin, smider titlen for i stedet at deltage i en megafight i supermellemvægt mod mexicanske Julio César Chávez Jr.

Se også: 'Micki og Patrick kan blive verdensmestre'

Patrick Nielsen er indlysende nok ellevild over at få muligheden for en VM-kamp allerede som 23-årig.

– Det er denne mulighed, jeg har ventet på. Siden jeg var et lille barn, har jeg drømt om at blive verdensmester.

– Jeg skal nok sørge for at være i den bedst mulige form, når vi står oppe i ringen, og det er helt udelukket, at jeg kommer hjem uden bæltet, siger Patrick Nielsen, der virker meget afslappet omkring, at han skal bokse kampen på udebane i Moskva foran angiveligt 9000 meget medlevende russere i Mytishchi Arena.

– Det gør ingen forskel for mig, om vi skal bokse i Danmark eller Rusland. Jeg er stadig den bedste, og det vil jeg bevise 1. juni i Moskva, siger Patrick Nielsen.

Se også: Historisk: Bokse-legende ældste verdensmester nogensinde

Helt så afslappet angående udebanestatussen er promotor Nisse Sauerland ikke, men det er en ’kalkuleret risiko’ at lade den danske mellemvægter drage østpå, fastslår Sauerland.

– Selvfølgelig er der en risiko i at tage en kamp i Moskva som udebanebokser, men denne chance var for god for Patrick til, at vi ville lade den passere.

– Vi tror på, at Patrick er klar, og at han vender hjem til Danmark som ny verdensmester, forudser Nisse Sauerland.

0 kommentarer
Vis kommentarer