Kesslers tur gennem helvede

- Det er ikke en træning, jeg vil anbefale til Hr og Fru Hansen, fortæller Mikkel Kesslers fysiske træner om forløbet op til kampen mod Carl Froch

Mikkel Kessler kommer til at løbe mange kilometer den kommende tid, mens Thomas Macon overvåger træningen fra en cykel. (Foto: Thomas Sjørup)
Mikkel Kessler kommer til at løbe mange kilometer den kommende tid, mens Thomas Macon overvåger træningen fra en cykel. (Foto: Thomas Sjørup)

Der er cirka 100 dage til Mikkel Kesslers rematch mod Carl Froch i O2 Arena i London. Sammen med fysisk træner Thomas Macon, der arbejder med alle typer sportsfolk til daglig, har han lagt en omtrentlig plan for træningen, og 7-8 uger inden kampen støder Kesslers mexicanske boksetræner Jimmy Montoya til.

- De fleste mennesker ville nok synes, det er fantastisk at komme igennem sådan et træningsforløb, fortæller Macon.

- Og Mikkel nyder det også i perioder. Hvis man kan løbe eller styrketræne sammen med venner, så kan det være en leg.

- Men når den tunge sparring starter, så er det ikke sjovt mere. Det er jo her, djævelskaben ved boksning kommer ind. Det er dygtige boksere, der har det som deres primære opgave at slå dig ud, også selvom det bare er træning.

- Mikkel har ondt hver dag, han er øm overalt. Måske er han vågnet med hovedpine, fordi han har fået nogle på lampen dagen før. Og så er det bare afsted til mere af det samme. Samtidig står Jimmy og jeg og råber: ’Kom nu! Kom nu!’, hvis der ikke er tempo nok på.

- Humøret falder lige et par grader, for nu er det alvor. Det er her, det farlige ved sporten bliver virkeligt. Det er en forsmag på, hvad der venter. Her står Mikkel ved porten til helvede, fortæller Thomas Macon.

Se også:

Se også: Vinderen må opgive VM-bælte

Den omtrentlige plan for de næste måneders træning ser således ud:

100 dage til Froch – styrkefasen
”Det er ikke en træning, jeg vil anbefale til Hr. og Fru Hansen, der bare lige skal tabe et par kilo,” fortæller Thomas Macon. Det er komplekse, vanskelige styrkeøvelser, der også øver koordination, balance og timing. Det kan være sammensatte styrkeøvelser med rotation og sidebøjninger. Træningen er specialdesignet til Mikkel Kesslers styrker og svagheder, men også til de muskelgrupper, der kan være særligt fokus på i den enkelte kamp. Til kampen mod Magee havde Jimmy Montoya eksempelvis bedt om, at der skulle trænes meget på balancen, på Kesslers bevægelser, når han skulle finte, og på, at han ofte skulle bøje i det forreste ben for at støde lange, lige slag til mellemgulvet på sin modstander.

75 dage til Froch – kondition
En kort konditionsfase – et cardio boost – med mange forskellige løbeøvelser. Dog ikke i nærheden af maksimal intensitet. Det er bakkeløb, sprint på 200 meter og 400 meter, og også intervaller på en kilometer, som Kessler helst skal løbe på tre minutter, når han giver den gas. Han løber maksimalt otte kilometer i denne fase. Der indlægges dog også andre konditionsøvelser end løb. Det er ikke nok, at man kan løbe langt og hurtigt, når man skal stå i en boksering og arbejde eksplosivt med arme og overkrop.

65 dage til Froch – ’ferie’
Her lægges en uges restitution, bare afslapning og massage. Det er en vigtig fase. Der kan være flere små perioder med restitution undervejs alt afhængig af, hvad Kessler siger til træningen, og om Macon fornemmer, at bokseren er presset eller ej. Træneren måler, vejer og lytter hele tiden efter signalerne på, hvordan træningen virker, og så lægges der restitution ind, når det er nødvendigt. En uges ferie i solen kunne være fint at kombinere med restitution.

60 dage til Froch – teknisk træning
Jimmy Montoya ankommer til Danmark. Nu begynder den tekniske træning, som er rettet mod Carl Froch og de ting, Kessler skal kunne i kamp, når han møder den type modstander, som Froch er. Englænderens kampe analyseres, der indarbejdes kombinationer på plethandsker, Kessler gentager igen og igen de bevægelsesmønstre, han skal bruge i sin kommende kamp. Samtidig begynder sparringen med forskellige modstandere, der har nogle af de samme kvaliteter, som Froch har, det vil sige stor fysisk styrke og udholdenhed, lang rækkevidde, slag fra overraskende vinkler.

Se også:

Se også: Kessler lægger ny Froch-taktik

20 dage til Froch – djævelskab
Fuld blæs på træningen. Det kan være en time om dagen, det kan være tre timer om dagen, plus en times behandling efter træningen, massage, udstræk. Tit er det tung, tung sparring. Så er det ikke sjovt mere. Der er maksimal intensitet på konditionstræningen. Det kan være op til 12 x 1 kilometers intervalløb med et minuts pause imellem, en øvelse som Mikkel Kessler hader.

7 dage til Froch – afslapning og optakt
Træningen er slut, kroppen skal restituere, så den har overskud til en enorm kraftudladning. Nu venter der noget transport, en masse pressearbejde og opladning til den kamp, der har ventet ude i horisonten i månedsvis: Carl Froch vs Mikkel Kessler II. En af årets største boksekampe i verden. 17.000 tilskuere i O2 Arena i London.

Se også:

Se også: Kessler overrasker engelsk ekspert

1 af 4 Thomas Macon specialdesigner Kesslers træningsprogrammer og justerer løbende i forhold til, hvordan bokserens fysik reagerer på træningen. (Foto: Thomas Sjørup)
2 af 4 Den første tid bruges på styrketræning. (Foto: Thomas Sjørup)
3 af 4 Balancen trænes eksempelvis sådan her. (Foto: Claus Bonnerup)
4 af 4 Mikkel Kessler kommer til at løbe mange kilometer den kommende tid, mens Thomas Macon overvåger træningen fra en cykel. (Foto: Thomas Sjørup)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere