Kesslers verbalt overfaldet efter nederlag

Efter at have været i modvind i ringen blev en skrammet Mikkel Kessler også angrebet på det efterfølgende pressemøde

Ikke nok med, at han blev ramt adskillige gange under kampen mod Ward - både rent og urent. Mikkel Kessler blev også angrebet på det efterfølgende pressemøde. (Foto: Thomas Sjørup)
Ikke nok med, at han blev ramt adskillige gange under kampen mod Ward - både rent og urent. Mikkel Kessler blev også angrebet på det efterfølgende pressemøde. (Foto: Thomas Sjørup)

OAKLAND (ekstrabladet.dk): Mikkel Kessler fastholdt på pressemødet efter kampen mod Andre Ward, at amerikaneren ikke havde erobret hans WBA-bælte på helt reglementeret vis.

- Jeg kan bedst lide, når en mand kommer ud for at kæmpe. Andre Ward holdt, og han stangede, sagde Kessler, der blev stoppet i 11. omgang efter råd fra lægen på grund af flere øjenskader.

Ifølge kamplederen uddelte Ward fem skaller under kampen - alle uforsætlige. I mindst ét tilfælde resulterede det i en skade i Kesslers ansigt. Da Ward i 11. omgang var foran på point, blev han tildelt en pointsejr, fordi Kessler var blevet stoppet som følge af en uforsætlig skalle.

Verbale angreb
De 2-300 overvejende amerikanske journalister – og Andre Wards følge og fans – mødte på pressemødet danskerens ord med buhen, og en forslået og nedslået Kessler måtte i den verbale modvind opgive at uddybe sin holdning til kampen.

- Hvis der var nogen, der kom ud og kæmpede, så var det Andre Ward! konstaterede amerikanerens promotor Dan Goosen bombastisk fra podiet, hvorefter forsamlingen klappede.

- Han smadrede dig! råbte Wards træner, Virgil Hunter, til Kessler.

- Indrøm nu bare, at du tabte! sagde en anden af Wards folk, hvilket højlydt blev bifaldt af mængden.

Sauerland savnede advarsel
Kesslers promotor Wilfried Sauerland forklarede, efter at have rost Ward for hans hurtighed og taktiske klogskab, hvad Kessler mente:

- Vi skal ikke sidde og finde på en masse undskyldninger. Men dommeren gav altså ikke Ward en eneste advarsel for at holde, og for at komme med hovedet forrest. Han fik ikke så meget som en henstilling, sagde Sauerland.

Det var heller ikke populært.

- Jeg troede ikke, I ville finde på undskyldninger! blev der råbt.

Blev belært fra mængden
Kessler blev senere ligefrem belært af en af de amerikanske journalister. Fyren sagde, at Kessler burde vide, at hoveder støder sammen i en boksering. Og mere af samme skuffe.

Den nye WBA-verdensmester, Andre Ward, afsluttede belæringen af en beklemt Kessler med at sige, at danskeren burde have ændret sin strategi i forhold til det, der skete i ringen.

Mængden klappede igen og igen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere