Froch sur på dommer efter Super Six-sejr

Carl Froch vandt i nat på point over Glen Johnson og er nu klar til Super Six-finale mod Andre Ward

Carl Froch er klar til Super Six-finalen mod Andre Ward. (Foto: AP)
Carl Froch er klar til Super Six-finalen mod Andre Ward. (Foto: AP)

Britiske Carl Froch er klar til Super Six-finalen efter en pointsejr over Glen Johnson i nat.

Dermed har Froch stadig kun tabt en kamp i karrieren - til Mikkel Kessler, der i aftes meldte sig tilbage på den internationale boksescene.

42-årige Glen Johnson gav Carl Froch en mere tæt kamp end ventet, og det var Johnson, der i kampens første omgange var den dominerende. Men Froch fik sig bokset ind på den aldrende Johnson, der som kampen skred frem satsede på store slag, der skulle sende Froch i gulvet.

Froch, der er mere kendt som en fighter og slugger end en teknisk bokser, var mod kampens slutning den mest boksende af de to. Froch blev da heller aldrig rystet af Johnsons satsede slag, som blev besvaret med gode kombinationer og slag til kroppen.

En enkelt dommer havde kampen som uafgjort, mens de to øvrige scorede den 117-111 og 116-112.

- Han var meget stærk. Han var som et egetræ. Jeg startede langsomt, men mod slutningen slog jeg flere slag. Jeg synes, jeg vandt kampen let. Jeg ved ikke hvad den dommer tænkte på, lød det fra Froch efter kampen.

Carl Froch skal nu møde Andre Ward i Super Six-finalen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere