Kessler i Wards hule

Mikkel Kessler mødte de amerikanske boksefans, da han mandag vovede sig ind i sin modstanders hovedkvarter: King's Boxing Gym

Det er sådan et sted, jeg ville være startet, hvis jeg var amerikaner, siger Mikkel Kessler (Foto: Thomas Sjørup)
Det er sådan et sted, jeg ville være startet, hvis jeg var amerikaner, siger Mikkel Kessler (Foto: Thomas Sjørup)

OAKLAND (ekstrabladet.dk): Det bliver ikke mere klassisk.

King's Boxing Gym ligner noget, vi kender fra film, et boksehovedkvarter langs med baneterrænet i den slidte, fattige ende af byen, et sted med ramponerede biler, ramponerede huse, ramponerede små kirker. Boksecentret ligger gemt væk på bunden af en blind vej, omgivet af småindustri, en mekaniker, en vulkanisør.

Masser af spejle, flag i loftet, bokseplakater og slagord på væggene. 'No pain - no gain' og al den slags. 'Winning is not everything - but wanting to win is.'

Det er her, Mikkel Kesslers modstander, Andre Ward, træner til daglig. I dag er danskeren på besøg.

- Var jeg amerikaner, så var det helt sikkert et sted som dette, jeg ville være startet. Der er en fed stemning, siger Mikkel Kessler.

Den danske verdensmester fryder sig især over, at her er en rigtig boksering, hævet en meter over resten af lokalet - ikke som de lidt mere nødtørftige bokseringe, man ser i CIK på Christianshavn, hvor Mikkel Kessler har trænet så meget siden han var 9 år gammel.

Masser af amerikanske boksefans kigger ind. De skal lige se ham vikingen i den time, Kessler er til stede. En fyr kommer hen og tilbyder Kessler en gratis klipning i sin barbersalon. Et af den slags steder, hvor der bliver talt boksning.

Håber Ward kommer blæsende
Ellers er det mest Andre Ward, Kessler skal forholde sig til i disse dage.

- Jeg regner med, at Andre Ward vil komme blæsende ud af ringhjørnet, når gongongen lyder. Sådan bokser han godt nok ikke normalt, men på de ting han siger kan jeg forstå, at han har kigget på mine kampe mod Calzaghe og Perdomo, hvor mine modstandere kommer fremad. Så måske tror han, at han kan presse mig.

- Og det håber jeg, han vil forsøge at gøre. Den type kamp vil jeg gerne bokse.

På vej ud af træningslokalet møder vi en muskuløs sort bokser med handskerne på.

- Andre Ward knockouter Mikkel Kessler! Han knockouter ham i 4. omgang! Tro mig, lyder det stensikkert.

- Hvorfor tror du det? Har du sparret med Ward?

Fyren svarer ikke. Han griner bare og går sin vej.

1 af 2 Jeg regner med Ward kommer blæsende ud af ringhjørnet, siger Mikkel Kessler (foto: Thomas Sjørup)
2 af 2 Det er sådan et sted, jeg ville være startet, hvis jeg var amerikaner, siger Mikkel Kessler (Foto: Thomas Sjørup)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere