TV: Han får revanchekamp efter uhyggelig skade

Enzo Maccarinelli får formentlig revanche efter dramatisk VM-kamp mod Jürgen Brähmer

Enzo Maccarinelli med det øje, der endte med at koste ham et nederlag på rekordlisten. (Foto: AP)
Enzo Maccarinelli med det øje, der endte med at koste ham et nederlag på rekordlisten. (Foto: AP)

Den walisiske letsværvægter Enzo Maccarinelli gik for 14 dage siden fire omgange med det, der lignede en frygtelig øjenskade, da han var en tur i Rostock til VM-kamp mod WBA-mesteren Jürgen Brähmer.

I enden blev han af sin træner Gary Lockett overtalt til at give op efter femte omgang - hvilket nu viser sig at have været en rigtig smart beslutning.

For fremfor at være blevet knockoutet af et slag, han aldrig ville have set - et sandsynligt udfald af den hårde kamp - får Maccarinelli nu tilsyneladende en revanchekamp mod Jürgen Brähmer. Det oplyser waliserens promotor Frank Warren overfor avisen South Wales Argus.

Ifølge avisen så mere end tre millioner tyske tv-seere med, da Maccarinelli - tidligere WBO-mester i cruiservægt - mødte Brähmer i det, der skulle vise sig at blive en dramatisk kamp.

De to boksere ramlede hovederne sammen i 1. omgang, hvilket startede hævelsen omkring Maccarinellis øje, og et par træffere fik efterfølgende øjet til at hæve voldsomt op og lukke helt.

Se uddrag af kampen herunder.
Voldsom øjenskade stoppede Maccarinelli mod Brähmer

- Det var Enzos sidste chance, og han var desperat for at fortsætte, fortæller træneren til avisen.

- Jeg gav ham muligheden for at finde en måde at stoppe (Brähmer), men jeg kan ikke lege med hans helbred for at vinde en kamp, siger Gary Lockett, der stoppede sin bokser i ringhjørnet.

Hævelserne omkring Maccarinellis øje og kind kunne tyde et brud på både øjenhule og kindben, men efterfølgende undersøgelser i Storbritannien viste, at bokseren var sluppet med skrammer og hævelser.

0 kommentarer
Vis kommentarer