Bokseverdensmester stukket ned

IBF-verdensmesteren Kell Brook led stort blodtab efter tre knivstik i det ene ben - titelforsvar udsat

Kell Brook (t.h.) er et af de største talenter i England. I 2009 blev han kåret til Storbritanniens bedste unge bokser, og 16. august 2014 kulminerede karrieren så, da han pointbesejrede den ligeledes ubesejrede amerikaner Shawn Porter i Los Angeles. (Foto: AP)
Kell Brook (t.h.) er et af de største talenter i England. I 2009 blev han kåret til Storbritanniens bedste unge bokser, og 16. august 2014 kulminerede karrieren så, da han pointbesejrede den ligeledes ubesejrede amerikaner Shawn Porter i Los Angeles. (Foto: AP)

Kun tre uger efter, at Kell Brook oplevede sin boksekarrieres højdepunkt med erobringen af VM-titlen i weltervægt, ligger englænderen i en hospitalseng på Tenerife og vænner sig til tanken om, at han ikke kommer til at forsvare sin titel i år.

Den 28-årige Sheffield-bokser var torsdag morgen udsat for et knivoverfald på den spanske ferieø, hvor han har holdt ferie med sin gravide kone og parrets lille datter.

Ifølge The Times havde Brook været på flere barer, før han klokken seks om morgenen i en lejlighed blev stukket tre gange i det ene ben, og dertil i den ene arm. Det lykkedes bokseren at undslippe lejligheden og tilkalde hjælp fra en anden lejlighed. Ifølge avisen mistede den ubesejrede bokser en hel del blod og skal blive på hospitalet i en uge.

Se også: TV: VM-udfordrer slået ned i sidste sekund

Planen var, at Kell Brook (33-0, 22 KO) i december skulle have forsvaret den IBF-titel i weltervægt, han i august erobrede fra den ligeledes ubesejrede amerikaner Shawn Porter (24-1-1, 15 KO). Titelforsvaret er nu udskudt.

- Det vigtigste lige nu er, at han kommer hjem og kan komme i genoptræning for sine skader. Hans første forsvar var planlagt til 6. december, men det er er nu urealistisk, men vi venter at Kell er tilbage i ringen i begyndelsen af næste år, siger promotor Eddie Hearn.

Det er sparsomt med detaljer omkring episoden, men Brook selv forklarer fra hospitalssengen, at han var uden skyld i overfaldet.

Se også: Boksegigant får kæmpesviner i ALS-udfordring

- Jeg var en tur i byen for at more mig før hjemturen til UK, da jeg blev offer for et uprovokeret angreb, siger bokseren.

- Jeg har været så højt oppe efter min erobring af verdensmesterskabet i Los Angeles i sidste måned, men lige nu er jeg knust. Der er selvfølgelig tale om noget af et tilbageslag, men lige nu holder jeg mig oppe ved tanken om, at jeg skal forsvare min titel, lyder det fra verdensmesteren i weltervægt.

0 kommentarer
Vis kommentarer