Giftig melding før storkamp: Putin er med i ringhjørnet

Det er ikke kun en boksekamp, det er en krig mellem England og Rusland, advarer promotor inden lørdagens brag på Wembley

David Price fik pænt med prygl, da briten mødte Alexander Povetkin i marts. Foto: AP
David Price fik pænt med prygl, da briten mødte Alexander Povetkin i marts. Foto: AP

Når den aldrende russiske sværvægter Alexander Povetkin lørdag aften udfordrer Anthony Joshua på Wembley, er den 38-årige fighter langt fra alene. Selveste præsident Putin er i overført betydning med i ringhjørnet, hævder promotoren Eddie Hearn ifølge The Guardian.

Forholdet mellem England og Rusland er som bekendt betændt og i bogstaveligste forstand giftigt efter novichok-attentatet på Yulia og Sergei Skripal i Salisbury i starten af marts. Senest har de to mænd, som englænderne udpeger som de skyldige, på russisk tv forklaret, at de såmænd blot var turister blottet for stedsans, efter som de i stedet for at gå mod byens berømte katedral luntede i retning af Skripals hus.

Ruslan Boshirov og Alexander Petrovs forklaringer har bragt briterne i en blanding af latterkrampe og dybfølt raseri, og nu er der så for alvor linet op til engelsk/russisk krig lørdag på Wembley.

Eddie Hearn ved præsentationen af kampen på Wembley mellem Anthony Joshua, tv, og Alexander Povetkin. Foto: AP
Eddie Hearn ved præsentationen af kampen på Wembley mellem Anthony Joshua, tv, og Alexander Povetkin. Foto: AP

- Alexander Povetkin kommer med total opbakning fra den russiske regering, og russerne vil elske at se en landsmand at slå en brite ud, siger Eddie Hearn, der advarer om, at den 38-årige, lettere og lavere russer udgør en større trussel mod den 28-årige Anthony Joshua, end de fleste tror.

Joshua sætter bælterne fra WBA, IBF og WBO på spil i kampen.

- Povetkin har ikke bare sit hold og sit land bag sig, han har også Putins regering bag sig. De er alle involverede, og det er en hel mission for dem at slå en brite, så en russer kan blive verdensmester i sværvægt.

- Russeren og hans team ved, hvor vigtig kampen er for dem personligt og nationalt. Det her handler ikke kun om en titel, det vil være en kæmpestor ting for dem alle, hvis han kan slå en englænder ud. Det giver kampen et vist krydderi, tør jeg nok sige. Der vil komme en masse opfordringer til ham om at huske, at denne kamp er vigtig for dig – og for dit land!

Se også: Bokse-stjerne storsviner rivalen: Nu lover han ny superfight

Se også: Uhyggelige billeder: Sværvægter hamret ned i blodigt knockout

Se også: Amerikansk bomber forsvarer VM i sværvægt

11 kommentarer
Vis kommentarer