Bestod kæmpe test: Micki Nielsen vandt ægte herrefight

Det holdt hårdt, men den 23-årige Albertslund-bokser vandt på point i sin allerstørste kamp hidtil, da han besejrede den rutinerede italiener Mirko Larghetti

Micki Nielsen nedkæmpede med vis besvær sin italienske modstander lørdag aften i Albertslund. (Foto: Jakob Jørgensen).
Micki Nielsen nedkæmpede med vis besvær sin italienske modstander lørdag aften i Albertslund. (Foto: Jakob Jørgensen).

ALBERTSLUND (Ekstra Bladet): - Det er min største kamp i karrieren.

Nej, der blev bestemt ikke lagt fingre imellem, da Micki Nielsen (20-0, 14 KOs) skulle forsøge og forklare, hvor vigtig lørdagens kamp mod rutinerede Mirko Larghetti (24-1, 16 KOs) var.

23-årige Nielsen var oprindeligt planlagt til at møde 46-årige Giacobbe Fragomen i kampen om at forsvare sin WBC-cruiservægt-titel, men en albueskade tvang den italienske veteran til at trække sig – og i stedet hev Team Sauerland landsmand Larghetti ind fra siden til Nordic Fight Night i Albertslund.

Se også: Østerbro-bokser nedlagde 'dansende' tysker

Sauerland har gjort stort ud af at fortælle, at substitutten bestemt ikke var en svagere modstandere – tværtimod. Og ser man på italienerens rekordliste, er da der også noget om snakken.

Ét nederlag i 24 opgør, og det i en tæt VM-kamp til WBO-verdensmesteren Marco Huck i 2014, hvor Larghetti gik 12 omgange.

- Vi har taget en stor risiko ved at indvilge i denne kamp, og lørdag aften vil det vise sig, om satsningen har været rigtig, sagde træner Joey Gamache før kampen.

Det blev den, men sejren til Micki Nielsen kom efter en tæt kamp, hvor det var tæt på at gå galt til sidst, da Larghetti satsede og unge Nielsen urutineret lod sig rive med.

Foran et udsolgt Musik Teater i Albertslund med stor støtte fra de lokale supportere, startede Micki Nielsen ellers friskt og aggressivt til mod sin noget ældre modstander.

Nielsen, der i lang tid har stået i skyggen af storebror Patrick og for første gang var hovednavn ved et stævne, startede meget stærkt i første omgang, som han vandt klart. Albertslund-bokseren var aggressiv fra første sekund og satte flere gode jabs og hooks afsted mod en noget passiv italiener.

Se også: Kesslers lærling knockoutede besværlig ungarer

Den gode præstation fra den talentfulde dansker forsatte i anden omgang, hvor begge boksere viste tydelig respekt over for hinanden, men ingen af dem var passive på kanvassen. Det var dog stadig Micki, der med flot fodarbejde var i teten og fik sendt nogle gode kombinationer afsted i retning mod italieneren.

I runde tre meldte Larghetti sig mere ind i kampen og gik i offensiven, og runde efter tog han endnu mere styring, hvor han fik sat flere gode hooks afsted. Problematisk omgang for Nielsen, der dog kom godt igen i femte, hvor han fik vist sin fine repertoire og især sit hårdtslående venstre-hook.

Kampen udviklede sig herefter til et meget lige opgør med to boksere, der i den grad kunne tage fra.

Larghetti viste sig som forventet at være en hård nød at knække. Micki Nielsen lykkedes i omgangene efter at få ram på italieneren med en række susende kropstræffere og gode uppercuts, men den 33-årige tog slag efter slag og lod sig bestemt ikke slå ud.

Se også: Lillebrors svendeprøve: Skal træde ud af Patricks skygge

De sidste fire omgange blev ikke meget anderledes. Begge boksere fik sendt nogle gode slag afsted, men det var Micki, der var foran på point. Ikke overbevisende, men nok til, at han ville vinde, hvis han holdt ud.

Det var dog ved at gå helt galt til sidst i sidsteomgang, da han noget urutineret åbnede op og modtog flere slag fra Larghetti, der naturligvis satsede for at vende det til sin fordel.

Storebror Patrick hoppede da også op fra sin stol nær ringen og prøvede at råbe sin lillebror op i infernoet i Albertslund.

’Tag det nu roligt, Micki. Afstand til ham, afstand’, råbte han, mens han tog sig til hovedet.

Det holdt dog til sidst og publikum kunne puste ud, da den 23-årige talentfulde bokser blev udråbt som vinder med dommerstemmerne 3-0 (116-112, 116-112, 117-112).

- Det blev rigtig hårdt til sidst, men det var forventet. Det var helt klart den hårdeste modstander, jeg har mødt indtil videre. Jeg kunne godt mærke trætheden til sidste, sagde Micki Nielsen efter kampen, hvor han for alvor beviste, at han er klar til at møde de allerbedste fightere i vægtklassen og blive udfordrer til VM-bælterne.

Se uddrag af Micki Nielsens hårde sejr her ellers øverst i artiklen:
 

14 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere