Bokse-ekspert: Fantastisk med 'fucking-kylling'-stunt

Brian Mathiasen, der er bokse-ekspert på TV3 Sport, synes, det var forfriskende med den verbale infight mellem Rudy Markussen og Patrick Nielsen til pressemødet onsdag eftermiddag

Det gik hedt for sig, da Rudy Markussen ankom til Patrick Nielsens pressemøde onsdag. (Foto: Linda Johansen)
Det gik hedt for sig, da Rudy Markussen ankom til Patrick Nielsens pressemøde onsdag. (Foto: Linda Johansen)

Egentlig skulle det have handlet om Patrick Nielsens Nordic Fight Night-kamp mod argentineren Ruben Eduardo Acosta, der løber af stablen på lørdag i Frederiksberg Hallerne.

Men pressemødet onsdag, hvor begge boksere var til stede, udviklede sig i en helt anden retning.

Rudy Markussen afbrød nemlig seancen, da han pludselig dukkede op i presserummet. Den aldrende bokser krævede, at Patrick Nielsens promotor Nisse Sauerland skulle tage sig sammen og få det længe ventede opgør mellem Markussen og Patrick Nielsen på plads.

Se også: Heftig bokse-tumult: 'Du er en fucking kylling, Rudy!'

Nielsen mente til gengæld, at Rudy var en 'fucking kylling', eftersom Markussen ikke ville gå med til at bokse allerede i midten af juni, da den 37-årige bokser ikke mener, han kan komme i form på så kort tid efter mere end to år uden for bokseringen.

Herefter blev der i den grad 'trash-talket' mellem de to parter - og i sidste ende var Patrick Nielsen sågar tæt på komme i et regulært slagsmål med Rudy Markussen.

TV: Patrick vil slås på pressemøde

TV3 Sports bokse-ekspert Brian Mathiasen lagde også godt mærke til optrinnet i medierne - og han synes, at det var forfriskende med den verbale infight mellem de to boksere.

- Jeg synes, at det var fantastisk. Det er en god idé at lave sådan et stunt. Det er god markedsføring. Man tænker måske, at det er iscenesat, men det tror jeg ikke, det er. Nisse Sauerland har sikkert inviteret Markussen til pressemødet, men alt det der skete efter, var ikke planlagt, siger Brian Mathiasen til Ekstra Bladet.

- Man skaber en helt anden hype og interesse om den kamp, som man har talt om i lang tid. Selvfølgelig er der den sportslige del i det - men det gør kampen endnu mere højt profileret, at der skabes så meget opmærksomhed med det stunt, de fik lavet i går. Det har boksesporten brug for. Folk tænker, at det er spændende med drama mellem de to - og så forlanger de, at der kommer en kamp snart, siger han.

Se også: Kaos på pressemøde: Derfor troppede Rudy op

Brian Mathiasen, der til daglig også er bokse-træner, mener, at begge boksere slap godt ud af det noget bemærkelsesværdige pressemøde.

- De slap begge to fantastisk fra det - det fik lige den presseomtale, som den kamp har brug for. Nu kan man måske samle 4000 mennesker i Brøndby Hallen til begivenheden. Bliver kampen til noget - som jeg tror, den gør - så er der stor interesse for den nu. Og det gavner dem begge to. Også økonomisk, siger han.

Patrick Nielsen lavede dog en fejl ved pressemødet onsdag eftermiddag ifølge Brian Mathiasen.

- Det gik lidt over gevind for Patrick. Han var der for at snakke om kampen mod Acosta, men pressemødet udviklede sig i en helt anden retning. Pludseligt handlede alt om en anden kamp længere ude i fremtiden. Og det skal man passe på med.

- Han skal passe på, at han ikke mister fokus til lørdagens kamp. Godt nok er Acosta ikke er verdensmester, men hvis Patrick er ufokuseret og ender med at tabe, bliver Rudy-kampen fuldstændig uinteressant, siger han.

16 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere