Bokse-ikon fængslet for spritkørsel

Den tidligere mesterbokser Oscar de la Hoya måtte en tur på politistationen, og han bliver nu sigtet for at køre i spirituspåvirket tilstand

På toppen af sin karriere var Oscar De La Hoya betragtet som den bedste bokser i verden pund for pund. Foto: AP/Kevork Djansezian
På toppen af sin karriere var Oscar De La Hoya betragtet som den bedste bokser i verden pund for pund. Foto: AP/Kevork Djansezian

Den tidligere mangedobbelte verdensmester i boksning, Oscar De La Hoya, har endnu en gang problemer med de våde varer.

Onsdag nat blev han stoppet for at køre for stærkt i sin Land Rover af en motorvejspatrulje i Pasedena i Californien. Betjentene beretter, at bilen stank af alkohol, og De La Hoya blev taget med på stationen, da han ikke umiddelbart bestod alkohol-testen.

Her blev han fængslet og sigtet for spirituskørsel, men han blev dog løsladt igen, da hans manager kom og hentede ham.

Oscar de la Hoya, der i 1994 vandt sit første VM-bælte i superfjervægt mod Jimmi Bredahl, har gennem hele sit voksne liv haft problemer med både alkohol og stoffer, og han har flere gange været indlagt til afvænning.

I sin aktive karriere (45 kampe, 39 sejre (30 på KO) og 6 nederlag), nåede 'Golden Boy' De La Hoya at optræde i seks vægtklasser (superfjervægt, letvægt, let weltervægt, weltervægt, let mellemvægt og mellemvægt), og han opnåede at have VM-bælter i samtlige.

De La Hoya ligger med en formue i omegnen af 1,5 milliarder kroner nummer fire på pengelisten over boksere overgået af blandt andre Manny Pacquiao og Floyd Mayweather - begge boksere, han tabte til i slutningen af sin karriere.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere