Boksechok: Legende kørt ihjel

Pernell Whitaker var en af boksningens helt store - søndag aften blev hans fem børn faderløse

Pernell Whitaker kan grine, selvom titelkampen i 1993 mod Julio Cesar Chavez endte uafgjort. Det betød, at amerikaneren fortsat var WBC-champ i weltervægt. Foto: Bob Daemrich/Ritzau Scanpix
Pernell Whitaker kan grine, selvom titelkampen i 1993 mod Julio Cesar Chavez endte uafgjort. Det betød, at amerikaneren fortsat var WBC-champ i weltervægt. Foto: Bob Daemrich/Ritzau Scanpix

Lørdag aften skrev han autografer sammen med Floyd Mayweather ved et show i Virginia, USA. Søndag aften blev bokselegenden Pernell Whitaker ramt af en bil og døde hårdt kvæstet kort efter.

Han blev kun 55 år og efterlader sig fem børn – plus en imponerende rekordliste. Pernell Whitaker vandt OL-guld i letvægt ved legene i Los Angeles i 1984 og indledte derefter en fornem karriere som professionel, hvor han vandt 40 af 46 kampe – heraf de 17 på knockout.

Pernell Whitaker forsvarede i 1993 sin VM-titel i weltervægt mod Julio Cesar Chavez. Foto: Ritzau Scanpix
Pernell Whitaker forsvarede i 1993 sin VM-titel i weltervægt mod Julio Cesar Chavez. Foto: Ritzau Scanpix
 

'Sweet Pea' – søde ært – som den 168 cm høje fighter blev kaldt, boksede bl.a. mod notabiliteter som Oscar De La Hoya og Julio Cesar Chavez, og nok tabte han til den første og måtte nøjes med uafgjort mod den sidste, men der er stadig dem, der mener, han blev snydt for sejre i begge opgør.

De nærmere omstændigheder i forbindelse med ulykken er ikke kendt endnu. Der indløb et alarmopkald kl. 22.04, og da politi nåede frem til Northampton Boulevard og Baker Road i Virginia Beach, fandt man en forfærdeligt ilde tilredt mand. Der blev forsøgt genoplivning, men alle forsøg var forgæves, og bokseren blev kort efter erklæret død, fortæller flere medier - deriblandt TMZ Sports.

Pernell Whitaker fejrer sejren over Diobelys Hurtado i 1997. Foto: Ritzau Scanpix
Pernell Whitaker fejrer sejren over Diobelys Hurtado i 1997. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Vi er stadig i gang med undersøgelserne, men der er umiddelbart intet, der tyder på, at alkohol, stoffer eller høj fart er faktorer i ulykken, siger det lokale politis talskvinde Linda Kuehn til US Today.

Pernell Whitakers yngste søn, Devon, siger til den lokale avis, The Virginian-Pilot, at hans far var iført sort tøj på en sort vej i buldermørke, og at bilisten formentlig ikke så faderen, da han krydsede vejen.

- Han var en cool fyr. Lige nu kan jeg ikke sige, hvad jeg føler, for jeg er totalt i chok.

Pernell Whitaker havde sine dæmoner at slås med og blev i dette årtusinde buret inde for kokainmisbrug, inden han vendte tilbage til boksningen som træner.

- Han var ingen stor puncher. Hans talent var at få dig til at misse. Du kunne ikke ramme ham. Da han var på toppen, var han virkelig på toppen, sagde vennen Mark Breland i 2001 til Washington Post. Men altså… Manden vandt altså alligevel 17 af sine kampe på knockout!

'Sweet Pea' blev indlemmet i den internationale Boxing Hall of Fame i 2006 og regnes for en af de største boksere i historien. Han blev af mange vurderet som den bedste pound-for-pound fighter i tidsrummet fra 1993 til 1997.

Adskillige af sportens helt store stjerner har da også allerede sendt deres kondolencer i anledning af det tragiske dødsfald. Deriblandt Floyd Mayweather, som lod en del af nutidens stjernestøv falde ned over 'Sweet Pea' lørdag aften, da de to blev fotograferet sammen.

Se også: Efter øretæve: Her er Patricks plan

Se også: Nu venter kæmpe VM-kamp i USA

Se også: Thorslund kopierer ikoniske Muhammad Ali

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere