Boksetalent død efter knockout

Et knockout i 12. omgang af en titelkamp blev fatalt for australsk bokser

Dav ey Brown blev kun 28 år.
Dav ey Brown blev kun 28 år.

Den australske bokser Davey Browne Jr er afgået ved døden efter at være blevet knockoutet i en titelkamp i Sydney. Det skriver flere australske medier, blandt andre 9news.com.

Den 28-årige bokser blev fredag slået bevidstløs 30 sekunder inde i 12. omgang af en kamp om en lokal titel, hvorefter han fik åndedrætsbesvær og kramper.

Formanden for det australske bokseforbund (ANBF), John McDougall, var til stede og beskrev kampens afslutning som 'gruopvækkende'.

Browne blev for øjnene af chokerede familiemedlemmer og venner behandlet af en læge på stedet, inden han blev hastet til hospitalet i den nærliggende by Liverpool, hvor han lå i koma indtil han afgik ved døden tidligt tirsdag morgen australsk tid.

Browne havde blot tabt en enkelt af sine hidtil 24 kampe, før den tragiske slutning på fredagens kamp.

Gennem en professionel karriere, der begyndte i 2005, havde Davey Browne vundet blandt andre Oceaniens titel i superbantamvægt og verdensforbundet WBC's ungdomstitel, og han blev anset som et betydeligt talent, der var i spil til en regulær VM-kamp i 2016.

En obduktion skal nu opklare dødsårsagen.

Brown efterlader sig en kone og to børn.