Boksevenner efter verdensmesterens nedtur: - Det er forfærdeligt

Tidligere kollegaer og venner står klar til at hjælpe, hvis Johnny Bredahl får brug for det

Ekstra Bladet har besøgt Johnny Bredahl i hjemmet i Aalborg. Det kan du læse i avisen søndag eller i Plus-sektionen. Foto: René Schütze
Ekstra Bladet har besøgt Johnny Bredahl i hjemmet i Aalborg. Det kan du læse i avisen søndag eller i Plus-sektionen. Foto: René Schütze

Johnny Bredahl var en af de teknisk mest velbegavede boksere i Danmark. Foto: René Schütze. Sport og Spil Verdensmesterens store nedtur: Jeg har mistet alt  

Livet har de seneste 12 år været hårdt for den tidligere verdensmester i boksning, Johnny Bredahl.

Som Ekstra Bladet søndag kan fortælle, lever han med en hjerneskade i et kolonihavehus i Aalborg af sin invalidepension.

Væk er pengene, han tjente som professionel bokser, hvor han af mange er blevet kaldt den bedste bokser, Danmark nogensinde har mønstret.

Væk er begge eks-koner og hans tre børn, og nu forsøger han blot at finde ro og fred.

Det er en barsk besked at få for nogle af de boksere, der op gennem 1990’erne var hans kollegaer og gode venner hos Stald Palle.

- Jeg synes, det er ganske forfærdeligt. Jeg har tidligere hørt nogle rygter om, hvordan det er gået ham. Jeg skal ikke kunne sige, om overfaldet er den væsentligste årsag til, at det siden er gået ham, som det er, siger Jesper D. Jensen, der har kendt Bredahl i snart fire årtier fra deres fælles ungdom som amatørboksere.

Han refererer til det overfald, Johnny Bredahl var udsat for i julen 2006, hvor han på Strøget i København blev slået ned og pådrog sig en hjerneskade, der siden har præget ham markant.

Blev vist misforstået
Forud var gået en karriere, der bød på verdensmesterskabet i bantamvægt i WBA.

- Talentet var helt fantastisk, hvilket hans karriere jo også viser. Han er en af de bedste, vi nogensinde har haft. Men han var samtidig lidt anderledes, en speciel type med et kæmpestort ego og en stor selvtillid. Sådan lidt københavner-agtigt. Det blev vist nogle gange misforstået. Men vi kom tæt på hinanden, for vi trænede meget sammen. Og Johnny var hyggelig og sjov. Han lavede altid meget sjov. En dejlig person, fortæller Jesper D. Jensen.

Johnny Bredahl fortæller om sin tilværelse til Ekstra Bladets journalist, Mads Wehlast. Foto: René Schütze
Johnny Bredahl fortæller om sin tilværelse til Ekstra Bladets journalist, Mads Wehlast. Foto: René Schütze
 

De var begge en del af det kuld boksere, der op gennem 1990’erne bjergtog det meste af den danske nation med store stævner i Stald Palle-regi, store kampe og for de flestes vedkommende charmerende personligheder, det var svært ikke at holde af.

Den gruppe var Thomas Damgaard også en del af. Og selvom han ikke kendte Johnny Bredahl på samme måde, var han nu alligevel en person og bokser, han havde et forhold til.

- Vi trænede ikke samme sted, men vi boksede altid ved samme stævner. Johnny var jo en eminent tekniker. Han var simpelthen så dygtig en bokser. Så det var en man så op til - det er sådan, jeg husker ham, lyder det fra Thomas Damgaard.

Han møder af og til sin tidligere kollega, og han har bemærket, at alt ikke er, som det skal være.

- Jeg har fulgt med og har også snakket med Johnny i løbet af årene, og jeg kan jo godt se, at det er gået noget ned ad bakke for ham. Jeg møder ham af og til, men det er nok ved at være et halvt års tid siden. Der havde han det også dårligt, det kunne jeg godt se.

Altid velkommen
Thomas Damgaard ærgrer sig over, at overfaldet i 2006 endte med at få så store konsekvenser.

- Jeg kan huske, at vi var til samme fest, da han blev slået ned dengang. Jeg kan forstå på det hele, at det var der, at den store nedtur startede. Og det er jo sørgeligt, siger han.

Bredahls op- og nedture

OPTURE:

19. april 2002: Han bliver den første danske bokser, der vinder en VM-titel i ét af de store, anerkendte forbund, WBA. Det sker med en knock-out sejr over Eidy Moya. Sejren er fortjent og kommer i stand efter en storslået indsats mellem tovene.

14. marts 1992: Han vinder sin første titel som professionel, da han pointbesejrer Donnie Hood og sikrer sig den ledige EBU-titel i bantamvægt.

NEDTURE:

December 2006: På vejen hjem fra en julefrokost blev han overfaldet på strøget. Han fik en hjerneskade i forbindelse med overfaldet. Efterveerne fra det overfald kommer han sig aldrig over.

4. marts 2000: I Las Vegas i en kamp om WBA-titlen i bantamvægt, hvor han tabte til Paulie Ayala. Der var dog ikke enighed blandt de tre dommere. To havde Ayala som vinder, mens den tredje dømte kampen uafgjort.

2. december 1995: Da han første gang bokser om WBC-titlen lider han karrierens første nederlag som professionel. I Belfast taber han på teknisk knock out til Wayne McCullough

 

Jesper D. Jensen fortæller, at han og Johnny Bredahl derudover går længere tilbage.

- Vi boksede mod hinanden som amatører. Fem gange mødte vi hinanden, og Johnny vandt de tre af kampene. Vi har kendt hinanden siden 1982, fortæller han.

Derfor gør det indtryk på Jesper D. Jensen, der i dag er formand for DPBF, Dansk Professionel Bokse-Forbund, at det siden er gået ned ad bakke for Bredahl.

Det er ikke meget, de har set hinanden de senere år.

- Han ringede til mig, da jeg fyldte 50 sidste år, og ønskede tillykke. Siden har vi set hinanden til nogle stævner, ringet lidt sammen og haft lidt kontakt via Facebook, siger han.

- Men jeg havde aldrig troet, det skulle gå ham sådan, siger han og tilføjer, at han slår på tråden, når Johnny har fødselsdag mandag.

- Jeg vil selvfølgelig spørge ham, hvordan han har det, og så vil jeg sige til ham, at hvis han nogensinde mangler noget, så er han altid velkommen hjemme hos mig i Slagelse, siger Jesper D. Jensen.

 

Super-Brian: - Man er lidt i chok, ik?

En af de boksere, der ofte løb med opmærksomheden i de glade dage, var Brian Nielsen - også kendt som Super-Brian.

Den tidligere sværvægter har dog ikke længere kontakt til Johnny Bredahl, men han kender godt til sin tidligere kollegas kritiske situation.

- Jeg har ikke snakket med ham i seks-syv år, tror jeg. Jeg har nogle kammerater i Aalborg, der har fortalt mig om det, og man er jo lidt i chok, ik?

- Jeg vidste ikke, det var så slemt, men jeg vidste godt, at han havde haft depressioner. Han var jo meget frisk, inden han fik tæsk, siger Brian Nielsen med henvisning til det føromtalte overfald på Strøget i København i 2006.

Johnny Bredahl betragtes som en af de allerbedste boksere, der har været i Danmark, og Brian Nielsen er da heller ikke bange for at putte ham i kategorien blandt de bedste.

Specielt på grund af en blændende teknik.

- Han var en fantastisk bokser. Han var super god teknisk og hurtig. Og du kan jo spørge Jesper D., hvor hårdt han slog. Man tror jo, det er løgn med de der tændstikarme, men han kunne godt slå, siger Brian Nielsen.

Brian Nielsen med både Johnny og Jimmi Bredahl på skuldrene i 1992. Foto: Jan Grarup
Brian Nielsen med både Johnny og Jimmi Bredahl på skuldrene i 1992. Foto: Jan Grarup
 

Se også: Dina smadrede sig til VM-titel: Sådan fejrede hun triumfen

Professionel boksning i KB-hallen. 5.kamp. Jan Devos, Holland. Tom Bogs, Danmark. Foto: Erik Gleie Sport og Spil Husker du Tom Bogs, brødrene Bredahl og Jesper D? Sådan gik det alle de danske europamestre i boksning

I dag er Jørgen Hansen ramt af Alzheimers men han er stadig nem at få i godt humør, fortæller hans kone. Foto: René Schütze Sport og Spil Tom Bogs ikke alene: Gamle boksere betaler en høj pris

Se også: De 12 største kampe i dansk boksning

Johnny Bredahl

Født: 27. august 1968.

Han var på et tidspunkt til en numerolog, hvor han fik navnet Johnny Wahid Johansen.

Karriere som professionel:

Debuterede som professionel i 1988 – boksede sin sidste kamp 30. marts 2006.

58 kampe – 56 sejre og blot to nederlag (Wayne McCullough og Paulie Ayala)

Han blev den første danske bokser, der vandt en VM-titel i et af de store forbund.

19. april 2002 vandt han WBA titlen i bantamvægt, da han besejrede Eidy Moya på knock out.

Siden forsvarede han titlen tre gange. I hans sidste kamp mod Alexander Fedorov vandt han WBA’s intercontinentale titel samt WBO-titlen i bantamvægt.

Teknisk var han en af de bedste professionelle boksere der nogensinde har været i Danmark.

Omkring juletid i 2006 blev han udsat for et groft overfald i København. Et overfald, der siden har fået voldsomme konsekvenser for hans liv. Han blev hjerneskadet, ramt af flere depressioner og har siden fået konstateret posttraumatisk stress samt ADHD.

 

 

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen