Det er svært at blive klog på verdensmesteren i sværvægtsboksning.
Mandag meddelte Tyson Fury således, at han indstiller karrieren, men senere mandag foretog han en regulær U-vending og skiftede mening i sine budskaber.
- Jeg er her for at blive, lød det fra 28-årige Tyson Furys twitterprofil, hvor han fortsatte:
- Hahahaha. I troede, I kunne slippe for "the GYPSYKING" så nemt!!!
Tyson Fury tilføjede et hashtag "#TheGreatest og skrev videre:
- Har netop vist jer, hvordan medierne er. Tut tut.
Bokseren fortsatte mandag og meddelte på Twitter, at han agter at bokse igen:
- Så snart, jeg har det bedre, vil jeg forsvare, hvad der er mit, sværvægtstronen, lød det.
Tidligere mandag tolkede nyhedsbureauer en besked fra Tyson Fury på den måde, at han havde valgt at lægge handskerne på hylden.
- Boksning er den sørgeligste ting, jeg nogensinde har deltaget i, det hele er en stak lort.
- Jeg er den største, og jeg har også trukket mig tilbage, skrev Fury blandt andet i et bizart tweet, der bliver afsluttet med tre glade smileyer.
Fury har ikke været i ringen, siden han sidste efterår overraskende besejrede Vladimir Klitschko og sikrede sig VM-bæltet hos de anerkendte bokseforbund IBF, WBA og WBO.
De to boksere skulle have bokset en revanchekamp i sommer, men Fury pådrog sig en ankelskade under træningen og måtte udsætte kampen til 29. oktober.
Revanchemødet med den ukrainske veteran ville have indbragt Fury karrierens største honorar, men for godt en uge siden blev kampen udsat på ubestemt tid med henvisning til Furys helbredsmæssige tilstand.
I sidste uge fortalte den amerikanske tv-station ESPN, at Tyson Fury har afgivet dopingprøve med spor af kokain. Den oplysning er endnu ikke blevet kommenteret af Fury-lejren.
VM-bælter i fare: Boksestjerne i kæmpe narko-skandale
Slået til blods: VM-udfordrer får tæsk af Brækhus