NYKØBING FALSTER (Ekstra Bladet): Fredag aften viste den blot 19-årige bokser Oliver Meng, at han ikke er til at spøge med, da han sønderbombede sin modstander, Maono Ally, tilbage til hjemlandet Tanzania med knusende knockout.
Dermed kan han iklæde sig det røde IBF jr. super-weltervægt verdensmester-bælte.
- Det var helt fantastisk. Den fedeste følelse at stå tilbage med, sagde Oliver Meng til Ekstra Bladet efter sejren.
Han skyndte sig at rette en tak til de fremmødte på sin hjemmebane i Nykøbing Falster Hallen.
- Der var en helt sindssyg opbakning. De sagde 1200 mennesker. Jeg har aldrig prøvet noget lignende.
- Er du sindssyg, jeg kunne mærke det. Det kildede i maven.
Hele Falster havde ventet på at se den lokale wonderboy, der blandt andet har en anden Falster-dreng Mark O. Madsen med i ringhjørnet.
Trænes af far som Wozniacki: Nu hjælper han hel nation
Kort proces
Begge parter startede aggressivt en kamp, der mest af alt lignede et værtshusslagsmål, der var gået over gevind.
Men stille og roligt udviklede det sig til en regulær boksekamp, hvor begge boksere bød på teknik fra øverste skuffe.
Flere jabs og hooks, der gik rent ind, blev sendt af sted fra begge parter. Men i anden omgang ændrede alt sig.
Meng tog styringen og rev flere vanvittige serier i ansigtet på sin modstander, der til sidst blev sendt i kanvassen. Tak for i aften, Ally.
Han fik så mange klø i anden runde, at han brugte mere end et minut på at rejse sig igen.
Kampen var berammet til ti omgange, men Meng skulle kun bruge to til knockout, hvilket udløste et øredøvende jubelbrøl i Nykøbing F-hallen, hvor efter Queens ’We are the Champions’ buldrede ud af højtalerne.
- Jeg kunne tidligt mærke, at jeg ramte ham - så selv om han rystede på hovedet, så var det helt klart.
- Han kunne godt mærke, at jeg slog hårdt.
- Nu har du det bælte. Hvad er ambitionerne i den nære fremtid?
- Lige nu skal jeg ud at fejre kampen og have en kold øl.
- Næste skridt må Mogens (promotor Mogens Palle, red.) afgøre. Han har 100 procent styr på det, og det er ham, der tager beslutningerne, sagde Oliver Meng