Dansk boksebrag: Så meget får de for kampen

Mogens Palle og Hans Henrik Palm tilbyder Rudy Markussen og Patrick Nielsen hver 100.000 euro (750.000 kr.) for at bokse kampen

Patrick Nielsen får gode penge for en kamp mod Rudy Markussen arrangeret af Mogens Palle og Hans Henrik Palm (Foto: Lars Poulsen)
Patrick Nielsen får gode penge for en kamp mod Rudy Markussen arrangeret af Mogens Palle og Hans Henrik Palm (Foto: Lars Poulsen)

Et dansk boksebrag om tronen i Supermellemvægt mellem Rudy Markussen og Patrick Nielsen behøver ikke at have Team Sauerland som arrangør.

Mogens Palle og Hans Henrik Palm er gået sammen i bestræbelserne på at arrangere kampen, skrev BT tidligere på dagen.

- Vi har tilbudt begge boksere 100.000 euro (750.000 kr.) hver for at stille op til kampen, siger Hans Henrik Palm til Ekstra Bladet.

Han uddyber:

- Det er en interessant kamp at arrangere på dansk grund. Derfor vil vi nu forsøge at arrangere kampen på et tidspunkt til august eller september, fastslår Hans Henrik Palm.

Se også: Dansk boksebrag: Se Patricks vilde tilbud

Mogens Palle og Hans Henrik Palm er faktisk villige til at lave en aftale med de to boksere, hvor de indbyrdes kan aftale en fordelingsnøgle med 100 procent til vinderen og 0 til taberen. De kan også lave en fordeling, der hedder 75-25 eller 60-40, hvis bokserne kan blive enige.

Rudy Markussen har allerede accepteret aftalen, der betyder, at han får opfyldt, hvad han krævede for at stille op.

Team Sauerland ville kun tilbyde Rudy Markussen i omegnen af 60.000 euro (450.000 kr.) for at møde Patrick Nielsen i en kamp om supermellemvægtstronen på dansk grund.

Se også: Boksebrag vil slå alle rekorder i indtægter

- Jeg lever af at bokse, og skal derfor sikre mig den bedste aftale. Jeg fik tilbudt 60.000 euro af Team Sauerland og det var ikke tilfredsstillende. Den kontrakt Mogens Palle og Hans Henrik Palm har præsenteret for mig, er god. Derfor har jeg accepteret den, siger Rudy Markussen til Ekstra Bladet.

- Nu må Patrick komme ud af buksen. Patrick har fået et tilbud, han har svært ved at sige nej til. Jeg tror aldrig, han har fået så meget for at bokse for Sauerland, fastslår Rudy Markussen, der ikke er bundet af tilbuddet fra Palm og Palle.

Hvis Sauerland kommer op med et tilsvarende tilbud, kan han springe på det.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Patrick Nielsen-lejren. Hans manager, Simon Lundt Hansen, tager ikke telefonen og Patrick Nielsen svarer heller ikke.

Se også: Afsløring: Kessler-modstander snydt for millioner

Se også: Patrick efter sejr: Who the fuck is Rudy?!

32 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere