Dansk bokselegende død

Jørgen 'Gamle' Hansen var omgivet af sin familie, da han sov ind torsdag

Hør Jørgen Hansens gamle ven Hans Henrik Palm fortælle om sin nu afdøde ven og rival

Dansk boksning har mistet en af de helt store.

Torsdag aften afgik Jørgen 'Gamle' Hansen ved døden.

Det bekræfter familien overfor ugebladet Tæt På.

Jørgen Hansen blev 74 år.

Dødsfaldet kom efter mange års sygdom, og Jørgen Hansen var omgivet af sin kone, Hanne, datteren Helle, samt to børnebørn.

Han deltog ved OL i Mexico City i weltervægt men tabte sin første kamp. Kort efter blev han professionel og stoppede først i 1982.

Han nåede en titelkamp i WBC-regi i 1973 men blev stoppet af italienske Bruno Arcari.

Til gengæld blev han europamester i samme vægtklasse i '77 efter sejr over Marco Scano - også fra Italien, men blev diskvalificeret i sit første titelforsvar.

Jørgen 'Gamle' Hansen boksede tre store kampe i sin karriere

Hansen-Green - 1979

‘It’s all over, Dave Green has lost the European Championship to thirty-six year old Jorgen Hansen in one of the greatest turn-ups, that I’ve known in boxing in 40 years. Unbelievable’, råbte den engelske boksekommentator fra ringside i Randers Hallen efter sensationen den 28. juni 1979.

Få havde levnet danskeren en chance mod den engelske verdensklassebokser, 26-årige Dave ’Boy’ Green, som da også startede aggressivt mod sin ti år ældre modstander, som tog tælling i 2. omgang.

Så vågnede Hansen og begyndte at udbokse Green, som han fangede med en hård højre i 3. omgang. Green tog tælling, men Hansen var straks over ham og sendte ham i gulvet igen.

Hansen-Palm - 1980

Den 13 år yngre Hans Henrik Palm var favorit i det meget imødesete og stærkt hypede danskeropgør om EM-titlen i weltervægt i Brøndby Hallen den 17. oktober 1980.

6.000 tilskuere skabte en kogende kulisse rundt om ringen, hvor teknikeren Palm, der var ubesejret gennem 29 kampe, dominerede fra start.

Men han havde lagt for hårdt ud og løb efterhånden tør for kræfter, så hårdtslående Hansen kom tilbage i kampen og stoppede ham mod slutningen af niende omgang.

Hansen- Palm - 1981

Revanchekampen i K.B. Hallen den 9. oktober 1981 var omgivet af lige så stor interesse, og efter en meget lige kamp blev udfaldet diskuteret intenst.

Den italienske kampdommer havde således Palm som vinder på point, mens de to danske sidedommere pegede på Hansen.

Palm følte sig groft snydt, og skuffelsen over det, som han mente var en vennetjeneste til Hansen, var massiv.

- Tyve år senere sagde jeg til Jørgen, at jeg var blevet snydt, og han mumlede: ’Ja, det blev du måske nok’, genfortæller Palm.

Året efter erobrede han dog titlen igen med sejr over franske Alain Marion. Her blev han efterfølgende diskvalificeret.

Demensen kom i vejen
Det lykkedes ham dog en tredje gang at vinde titlen i en legendarisk kamp mod engelske Dave Boy Green, der blev knockoutet i 3. omgang i 1979.

Seks gange forsvarede han titlen - heriblandt to gange mod landsmanden Hans Henrik Palm, inden han mistede den i 1981.

Efter at have stoppet karrieren arbejdede Jørgen Hansen i mange år som tjener på Hviids Vinstue i det indre København.

Sidste år kom han igen mediernes søgelys, da der var premiere på filmen 'Den bedste mand', der omhandlede hans liv.

Han led af demens på sine ældre dage. Det fortalte hans hustru til TV 2 Sporten i forbindelse med premieren.

- I det store hele er det jo gået godt, indtil demensen kom i vejen. Det går jo også stadig godt, for han er stille og rolig, og hvis han da ikke sover, så er han glad, fortalte Hanne Hansen.

Led af frygtelig sygdom

Af Casper Hjorth/Foto: René Schütze

Jørgen Hansen led af en frygtelig sygdom, som han delte med millioner af mennesker verden over.

Den tidligere topbokser var diagnosticeret med Alzheimer og led af demens.

I følge Alzheimersforeningen lever over 80.000 herhjemme med demens, som hver tredje time koster et menneskeliv.

Sygdommen, der er opkaldt efter den psykiater Alois Alzheimer, blev opdaget i 1906, og er en kronisk neurodegeneativ sygdom, som bliver værre over tid. Alzheimers er årsag til op mod 70 procent af alle tilfælde af demens, der svækker hjernens kognitive funktioner

Symptomer kan være tab af korttidshukommelse, desorientering og humørsvingninger og gradvist mister Alzheimer-ramte kontrollen over deres kropsfunktioner, hvilket i sidste ende resulterer i døden.

Med 92 professionelle opgør over en periode på godt 13 år, er Jørgen ’Gamle’ Hansen den dansker, der siden 2. verdenskrig har bokset flest kampe.

Allerede i 2004 fik han diagnosen Alzheimers, men i 2010 blev den ændret til 'demens som følge af boksning' - også kaldet boksedemens, der rammer mellem 15 og 20 procent af de professionelle boksere og langsomt forandrer deres personlighed og bevægeapparat.

Nye undersøgelser ændrede dog siden diagnosen tilbage til Alzheimers.

- Det har ikke noget med boksningen at gøre, sagde Jørgen Hansens kone for halvandet år siden til Ekstra Bladet.

- Men har du Alzheimers, så kan du også få demens. Og det er altså det, han har, lød det fra Hanne Hansen, der kærligt passede og plejede den gamle mesterbokser gennem hele hans sygdomsforløb.

 

Antallet af mennesker, der rammes af en demens-sygdom, er stigende. Den rammer oftest den ældre del af befolkningen, men Alzheimerforeningen oplyser, at i dag lever 1500 mennesker under 65 år med sygdommen. Modelfoto: Stine Tidsvilde Krop og træning Alt om demens: Her er symptomerne, du ikke må misse

Billedegalleri med Jørgen 'Gamle' Hansen:
Foto: Henning Thempler Boksning Stort galleri fra en flot karriere: Jørgen 'Gamle' Hansen

Professionel boksning i KB-hallen. 5.kamp. Jan Devos, Holland. Tom Bogs, Danmark. Foto: Erik Gleie Sport og Spil Husker du Tom Bogs, brødrene Bredahl og Jesper D? Sådan gik det alle de danske europamestre i boksning

Hans-Henrik Palm nede at kige mod Jørgen Hansen - de mødtes to gange med et års mellemrum. (Foto: Jørgen Sperling) Sport og Spil Den største danskerkamp: Hele hallen var imod mig

 

84 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere