Dansk skønhed stoppede som model - debuterer som bokser

Efter ti år som model skal Emilie Lilja nu i kamp i bokseringen

Emilie Lilja skifter tilværelsen som model ud med den som bokser. Foto: Ditlev Rosing
Emilie Lilja skifter tilværelsen som model ud med den som bokser. Foto: Ditlev Rosing

I marts måned annoncerede Emilie Lilja, at det var slut med modellivet.

Hun afsluttede kapitlet med et opslag på Instagram, hvor hun forklarede, at det var en mærkelig følelse at sige farvel til en verden, som hun havde været en del af i ti år.

Men samtidig skulle der ske noget nyt.

Hun har beskæftiget sig som blogger, dj, forfatter og tv-vært, men nu skal der være endnu mere smæk for skillingen. Bogstaveligt talt.

Lørdag debuterer den 30-årige altmuligkvinde nemlig i bokseringen.

Scenen er Halvandet på Refshaleøen i København, hvor hun deltager i stævnet 'The Real Fight', hvor der i alt er seks kampe på programmet.

Se hende sparre mod Sarah Mahfoud her:

Den tidligere model fortæller, at der er blevet lagt mange kræfter i tre måneder op til kampen. På sin Youtube-kanal har hun givet et indblik i den nye tilværelse som bokser.

I dagene op til kampen har hun ikke boksetrænet, men restitueret for at være bedst mulig klar til fighten. Men før det har hun givet den gas i træningslokalet.

- Jeg har trænet seks gange om ugen, løbet tre kilometer om morgenen og boksetrænet to timer om aftenen. Der er det noget helt andet end at være model, hvor du skal passe dine mål, som er krævet til at passe tøjet, siger hun i forbindelse med sit besøg i Go' Aften Danmark og fortæller, at det også har været en mental udfordring at komme gennem forberedelsen.

- Jeg synes, at det har været en mega fed udfordring personligt, fordi jeg har skubbet mine grænser helt sindssygt. Mentalt er det her det vildeste, jeg har prøvet, for der skal også noget til at lære at blive slået i hovedet og være okay med det.

Ekstra Bladet har forsøgt at fange Lilja til en kommentar før debuten, men det har ikke været muligt.

'Han mistede besindelsen': Her bryder kaosset ud

Se den brutale knockout: - Jeg er den bedste siden Kessler

Her slutter karrieren: Bokse-stjerne smadret i grusomt VM-brag