De fatter det ikke: Patrick Nielsen topper ranglister

- Det er desværre den slags, der er med til at gøre sporten utroværdig, mener Hans Henrik Palm, mens Brian Mathiasen påpeger, at den inaktive dansker aldrig har mødt en klassebokser

Patrick Nielsen slår hul i luften i Struer i januar, men han har alligevel indtaget toprangeringer i flere forbund. Foto: Ernst van Norde
Patrick Nielsen slår hul i luften i Struer i januar, men han har alligevel indtaget toprangeringer i flere forbund. Foto: Ernst van Norde

Når Patrick Nielsen den 14. oktober går i ringen mod briten John Ryder i Wembley Arena, kan han skyde brystet frem i bevidstheden om, at han er en rigtig topbokser.

I alt fald på papiret. For den danske supermellemvægter ligger ganske overraskende som nummer 1 på WBA’s rangliste og nummer 2 hos WBO i den ellers stærk besatte vægtklasse.

Men det er en kunstig status, som hverken bunder i hans meritter, aktuelle klasse eller aktivitetsniveau, mener flere eksperter, som Ekstra Bladet har talt med.

- Han har bokset en kamp i 19 måneder, så det kan man da kalde inaktivitet. Og det var endda en rigtig dårlig kamp, siger Brian Mathiasen, træner og kommentator, med adresse til kampen i januar mod colombianske Beibi Berrocal.

Kampen før den ligger helt tilbage til december 2015 mod landsmanden Rudy Markussen.

- Det ser mærkeligt ud, for det er heller ikke just topboksere, han har mødt. Han tabte til Dmitri Churdinov, som bestemt ikke er nogen verdensklassebokser, og han har aldrig bokset mod verdensnavne.

- Så det er mærkeligt, at han ligger deroppe mellem de skrappe drenge. Det er ikke noget, han har gjort sig fortjent til, siger han.

Patrick Nielsen løb ind i russiske Dmitri Chudinovs højrehånd, da de boksede om WBA's interimtitel i Moskva i 2014. Foto: AP
Patrick Nielsen løb ind i russiske Dmitri Chudinovs højrehånd, da de boksede om WBA's interimtitel i Moskva i 2014. Foto: AP

Den tidligere europamester og promotor Hans Henrik Palm er enig:

- Det er klart, at det ser højst mærkværdigt ud med de placeringer i verdensforbund, som ellers har været der i mange år. Især på baggrund af den ringe aktivitet, han har haft.

- Det er desværre den slags, der er med til at sætte boksning i et dårligt lys og gøre sporten utroværdig. For det er jo ikke første gang i historien, vi ser den slags.

Formanden for Dansk Professionelt Bokseforbund, Jesper D. Jensen, vil ikke gætte på grunden til de flotte placeringer.

- Mit gæt er, at det ikke har så meget med boksning at gøre men mere handler om politik og taktik. Der kan være andre på ranglisten, som har takket nej til en titelkamp, og så har det også meget med lobbyisme at gøre.

- Forbundene ringer meget rundt. Der findes 6-8 promotorer i verden, som næsten altid har titelkampe på programmet. Det er dem, der holder titlerne i gang, så de har værdi for forbundene.

- Jeg kan da godt forstå, hvis folk undrer sig. Ingen tvivl om det, siger den tidligere topbokser, som dog også indskyder, at 26-årige Patrick Nielsen har en fin rekordliste med blot et nederlag i 30 kampe.

Ifølge Brian Mathiasen handler det – ikke overraskende – om penge.

- Team Sauerland er en stor spiller på markedet, og en boksestald betaler jo sanction fee til det forbund, som afholder titelkampen. Det er en stor stald, som flittigt benytter de store forbund og dermed er tæt på dem.

- Bruger du tit et forbund til titelkampe, er du jo en stor kunde. Som du ser det med eksempelvis Eddie Hearns i England og Bob Arum i USA. Det er folk, der har tv bag sig og dermed penge.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at indhente en forklaring hos såvel Nisse som Kalle Sauerland.

Se også: Patrick Nielsen bokser inden britisk Super Series-brag

Se også: TV-boss: Kun Kessler mod Patrick er interessant

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen