Det er noget pjat

Den fremadstormende Ditlev ’D-Struction’ Rossing har kurs mod en storkamp, måske endda en titel kamp i et af de store VM-forbund, hvis han da lige får besejret sin 38-årige franske modstander David Radeff ved lørdagens Danish Fight Night-stævne i Hillerød

Ditlev er klar til lørdag aften.

Ditlev ’D-Struction’ Rossing (12-0, 8 KO’s) marcherer lige nu op ad verdensranglisten.

Den ubesejrede og tidligere WBC jr. Verdensmester ligger nemlig nu placeret som nummer 27 på verdensranglisten hos det store forbund WBC:

- Du er avanceret nogle placeringer siden sidst?

- Ja! Det går i den rigtige retning. Tilbage i marts lå jeg nummer 36, så jeg er hoppet ni placeringer op som nummer 27 på den nyeste rangliste, forbundet har lagt ud. Det går helt sikkert i den rigtige retning, så der er sgu fart på! siger Ditlev Rossing, da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen.

Det er den 24-årige danske cruiservægters seneste sejr og succesrige titelforsvar af sin jr. verdensmester-titel, der har banet vejen for det flotte avancement.

Og Mogens Palle er vist ikke i tvivl om, at knockout-knægten, som startede rejsen i BK Limfjorden i Skive, går en stor fremtid i møde: For Ditlev Rossing er nemlig én af de tunge drenge, der har dynamit i næverne, og som samtidig besidder en vilje og indstilling, der kan bringe ham langt i karrieren, mener den aldrende promotor.

Så ambitionerne på Rossings vegne er der skam.

Med en sejr lørdag til Danish Fight Night-boksestævnet i Hillerød over den tidligere franske mester 38-årige David Radeff (9-14-2) kan den hårdtslående dansker endda komme i spil til endnu en titelkamp i ét af de andre store VM-forbund – forhåbentlig inden årsskiftet, tilføjer Ditlev Rossing:

- Hvad ligger da i pipelinen?

- Der arbejdes på nogle rigtig spændende ting, og hvis alt går op i en højere enhed, så ligger der en stor opgave ikke så langt ude i fremtiden sidst på året. Forhåbentlig venter der en titelkamp ude i horisonten, fortæller 24-årige Rossing.

Først skal han dog lige ondulere lørdagens duellant i bokseringen. En bokser, der tilbage i 2015 blev fransk mester.

Artiklen fortsætter under billedet...


Efter sigende er David Radeff en markant større udfordring end hans rekordliste umiddelbart lige afslører ved første øjekast. Under alle omstændigheder er han en rutineret herre med kamperfaring fra blandt andet kickboksning, K1 og Muay Thai.

- Hvad siger du til lørdagens modstander?

- Det er svært at sige, hvad han kommer med. Men vi har forberedt os på det værste. Det er tit sådan, at de der tidligere kickboksere kan være lidt akavede. Det er klart, de er vant til at kæmpe helt anderledes … De har oftest nogle andre bevægelsesmønstre. Men én ting er sikkert, han er en rigtig fighter. Han kommer for at vinde og for at kæmpe sin chance!

- Er han ikke bare en ældre herre?

- Nej. Han er 38 år, og det er sgu ingen alder i boksning i dag. Han har jo kæmpet professionelt som kickbokser og MMA-kæmper, så han virker som en seriøs atlet.

- Din vigtigste opgave?

- At gå ind fra starten og få jabbet til at køre! Jeg skal bygge det stille og roligt op, se ham an og se, hvad han kommer med. Der er ingen stress, jeg har jo otte omgange til at gøre arbejdet færdigt.

- Du har ellers for vane at slå dem ud før tid?

- Ja, det er bestemt også planen, smågriner Ditlev Rossing.

- Jeg har ingen planer om at lægge det hele i dommernes hænder. Planen er 100 procent at stoppe ham, men der er ingen grund til at stresse for meget. Tålmodighed! Åbningen skal nok komme.

 

- 39-årige Demetrius Banks havde kun vundet en enkelt kamp siden 2017, da du mødte ham i juni, og 38-årige David Radeff, som også er oppe i alderen, har bare vundet fire kampe siden 2014.

- Der har været lidt kritik omkring, at boksere som dig, der giver ét og alt i træningslokalet hver evigt eneste dag, fortjener bedre modstandere i ringen for netop at bevise, at I kan udfordre selv de største navne i verden i titelkampe om VM-bælter … Hvad tænker du selv om det?

- Som Mogens Palle også har sagt: Det her er en tune up-kamp inden en større opgave, der ligger senere på året. Derudover bør man bestemt heller ikke undervurdere en tidligere verdensmester i kickboksning - og Demetrius Banks var også en stærk modstander.

- David Radeff er langt stærkere, end hans rekordliste viser. Han har været villig til at tage de hårde kampe på udebane, og dem, han har tabt til, har været rigtig stærke. Han har bl.a. mødt to profiler, der senere begge er blevet WBA verdensmestre (Youri Kalenga og Arsen Goulamirian) …

- Han har masser af rutine fra kickboksning, så derfor er han også blevet matchet hårdt som prof-bokser. Han er bestemt ikke et ringvrag. Så det er noget pjat, siger Ditlev Rossing.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

- Nu står jeg fuldstændig alene

Boksekarrieren buldrer af sted for Ditlev ’D-Struction’ Rossing.

Lørdag aften skal han bokse endnu en vigtig kamp under Danish Fight Night-fanen med promotor Mogens Palle som den store matchmaker og strateg i kulissen.

Alt har dog ikke været fryd og gammen for den 24-årige dansker i år, der tilbage i januar mistede en enormt betydningsfuld skikkelse i sit liv, nemlig plejefaren Christian 'Chris' Ullits Christensen, der gennem en længere periode havde været ramt af kræft.

Ditlev Rossing har tidligere over for Ekstra Bladet beskrevet sit forhold til plejefaren som et far-søn-forhold:

- Han har reddet mit liv, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg var en rod og lavede meget ballade. Mit liv var på vej i den forkerte retning. Boksning fik mig ud af det. Og pludselig gav mit liv mening, fortalte Ditlev Rossing, der som 15-årig for første gang stiftede bekendtskab med Chris Christensen, efter han ikke længere kunne bo hos sine biologiske forældre.

- Jeg blev sendt på efterskole … Eller jeg blev smidt på efterskole, da jeg var 15 år af min biologiske forældre. Under efterskoleopholdet mistede jeg alt kontakt til de biologiske forældre. Der var en episode uden at gå for meget i detaljer, hvor min biologiske mor valgte sin nye mand frem for mig.

- Jeg blev smidt ud af efterskolen. En dag blev det hele for meget for mig; jeg mistede kontakten til mine forældre og måtte ikke se min bror, der betød meget for mig. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle tage hen efter efterskolen. Da jeg mødte Chris, fik han mig på ret kurs, og fokus kom på boksningen.

Artiklen fortsætter under billedet...


Chris Christensen så potentiale i Ditlev Rossling både i og udenfor bokseringen … Han gav ham tag over hovedet, og deres forhold udviklede sig til sidst til, at han og hans kone blev Rossings plejeforældre.

Hvilket ændrede den 24-årige cruiservægters liv for altid. Også som hans træner i amatør-tiden i BK Limfjorden.

- Hvordan har den efterfølgende tid været uden din plejefar?

- Jeg har ham med mig i hjertet, når jeg går op i ringen. Det er helt sikkert. Det er klart, at det har været … Der er ikke så meget andet at sige til det, siger Ditlev Rossing, der stopper op og bliver en smule rørt.

- Har det tæret på motivationen?

- Nej, det har det ikke. Det er én af de ting i livet … Sådan er det bare. Man mister folk, man virkelig holder af! Det er en uundgåelig del af livet. Så må man få vendt det rundt … Jeg bokser med ham i hjertet, og jeg ved, at det også var hans store drøm, at jeg skulle drive det til noget i boksning. Jeg er sikker på, han ser med fra oven, og så gør jeg det også for ham!

- Han betød alting for mig!

- Har det været udfordrende selv at skulle holde styr på boksekarrieren i tiden efter?

- Han var jo syg i en længere periode, hvor jeg også selv stod med de ting … Så hvad skal jeg sige … Det er ikke, fordi der har været problemer med motivationen eller problemer med … Jeg er vokset rigtig meget nu, det er klart, nu står jeg fuldstændig alene og på egne ben. Det er også et ansvar, jeg tager på mig og mine egne skuldre.

 

- Men sådan er livet.

- Der er ikke rigtig andet at gøre. Jeg ligger mig sgu aldrig fladt ned! Jeg boksede også seks dage efter (i Nykøbing F. Hallen), han blev begravet. Der var ikke andet at gøre. Jeg ved, det ville have betydet uendeligt meget for ham. At det går godt med min boksning, og at det ikke kommer til at påvirke eller ødelægge noget, fordi han gik bort.

- Det tager jeg med mig. Jeg gør det for ham! Det er ikke, fordi jeg har mistet min motivation. Tværtimod, forsikrer Ditlev Rossing.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

På programmet

IBF Interkontinental-mesteren i fjervægt, nemlig den 30-årige fjervægter Sarah Mahfoud (8-0, 3 KO's), førsteudfordrer til VM-tronen hos IBF, skal i en 'tune up-kamp' forsøge at gøre kål på Enerolisa De Leon (5-2-2, 2 KO's) fra Den Dominikanske Republik.

En særlig sidste VM-test, inden Sarah Mahfoud efter planen skal bokse en interim VM-kamp mod den argentinske verdensmester Brenda Karen Carabajal. Den 30-årige Mahfoud bokser på hjemmebane i FrederiksborgCentret i Hillerød lørdag aften.

Den 20-årige IBF jr. verdensmester og ubesejrede Oliver Meng (6-0, 3 KO's) møder lørdag den 30-årige ligeledes ubesejrede franskmand Jordan Neveux (8-0, 4 KO's).

Danish Fight Night-stævnet indledes med fem udvalgte amatørkampe fra HSK Box Cup-turneringen med nogle af Danmarks bedste boksere fra bl.a. super-sværvægts-klassen.

Sarah Mahfoud er verdens nummer et, men hænger selv plakater op før sin egen kamp. Foto: Privat Boksning - 11. okt. 2019 - kl. 12:08 Hænger selv plakater op: - Grænseoverskridende!

Se også: Bokse-stjerne i voldsom trafikulykke: Kastet ud af Ferrari

Se også: Lufter store fitness-planer

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere