CROWNE PLAZA (Ekstra Bladet): Indvejninger kan være dramatiske, og indvejningen til kampen mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen blev en af de mere underholdende og dramatiske.
Foran 300 mennesker i Hotel Crowne Plaza gik Markussen først på vægten, hvorefter Patrick Nielsens fans fyrede en slags bordbombe med fjer af, så det regnede med fjer over 'Kyllingen Rudy', som de kalder ham.
Markussen lod ikke til at lade sig gå på. Han vejede fint ind på 76,8 kg, et godt stykke under vægtgrænsen på 77,5. Patrick Nielsen gik derefter op ad trappen og vejede ind på 77,3 kg til stort bifald fra vennerne.
Kalle Sauerland stillede sig indledningsvis imellem de to boksere, som om de ikke skulle tættere på hinanden.
Kæmpe drama før boksebrag: Hvad laver du her?!
Da de endelig kom til at stå ansigt til ansigt, tændte situationen af. Rudy Markussen havde løbesko på, Patrick Nielsen bare tæer, hvilket betød, at Markussen stod og kiggede ned på Nielsen.
Den 24-årige Albertslund-dreng begyndte derefter at tale til Markussen, og et øjeblik senere satte Nielsen to hænder i brystet på Markussen og skubbede ham så hårdt, at den 38-årige Amager-bokser nær var røget ned af podiet.
Derefter måtte seancen afbrydes. Patrick Nielsen og hans følge stormede ud af lokalet, mens Rudy Markussen fortalte pressen om den situation, han lige havde været en del af.
- Det der nummer er totalt latterligt. Det er ham og Simon (Nielsens manager, red.). Han er en dårlig sportsmand, og det samme er hans manager. Hvis jeg havde været sponsor for dem, havde jeg flået de mærker af dem.
Markussen var ikke rystet efter indvejningen.
- Nej, overhovedet ikke. Jeg vidste godt, at det ville komme. Den, der er mest rystet, er Patrick. Han hviler overhovedet ikke i sig selv.
- Han har så meget lort på sin ryg og sine skuldre. Han er spændt op. Og han har sat et pres på sig selv, for hvis han taber, vil han stoppe karrieren.
Efter skænderiet: Rudy-træner stævnet for æreskrænkelse
- Det var der sidste forsøg på at ryste mig. Patrick stod og rystede deroppe, ingen spyt i munden, helt oppe at køre. Men han er en ung dreng. Det er for dumt at skubbe på den måde.
- Jeg tror, jeg står og kigger ned, eller jeg kigger væk, og så skubber han mig, siger Markussen.
Patricks træner: Jeg har altid kendt Rudy af navn
Patrick Nielsen fortrak efter indvejningen til en lounge længere oppe i hotellet, hvor han fortalte om episoden:
- Det var lige tre måneder forberedelse, som lige røg ud i et lille skub.
- Det, der skete, var, at da vi skal gå hen foran hinanden, kommer han ikke frem. Jeg går frem, men han bliver stående. Så måtte jeg tage det sidste skridt frem for at vise, at jeg er kommet for at blive.
- Jeg sagde til ham: 'Det er mig, der er her, vent og se i morgen, Rudy, det er nu, det sker, er du klar, jeg river dig over!'
- Så kunne jeg ikke mere. Så fik han det skub. Det var en magtdemonstration om, at jeg får lov til at gøre, hvad jeg vil, og det kommer han også til at se i morgen, lyder det fra Patrick Nielsen.