Går til angreb: - Rent hykleri

Der bliver kastet med mudder mellem boksepromoter Mogens Palle og Dina Thorslund-lejren

Mogens Palle langer ud efter Dina Thorslund-lejren, som svarer igen. Arkivfoto: Claus Bonnerup
Mogens Palle langer ud efter Dina Thorslund-lejren, som svarer igen. Arkivfoto: Claus Bonnerup

Flere gange har de forsøgt at få enderne til at mødes, men det er endnu ikke lykkedes.

En kamp mellem Danmarks to største kvindelige boksere Dina Thorslund og Sarah Mahfoud ville ellers vække massiv opsigt. Også denne gang ser det ud til, at ringen ender med at stå tom.

Boksepromoter Mogens Palle slår hårdt på Dina Thorslund-lejren.

- Det er rent hykleri, og jeg er chokeret over deres opførsel. De trækker sig fra forhandlingerne, selvom de gennem årene har sendt den ene udfordring efter den anden og opført sig nedladende overfor Sarah Mahfoud, som de mente, at Dina nemt ville besejre, siger han i en pressemeddelselse.

- Lige siden 2018 har jeg meddelt dem, at kampen nok skulle blive en realitet, ’når tiden er den rette’ - og det er den nu, hvor vi for første gang har to danske verdensmestre, der kan møde hinanden, hvilket aldrig er sket før.

- Vi er desværre blevet mødt med en afvisning og økonomiske krav, som er helt ude i hampen.

Mogens Palle er utilfreds med Thorslund og hendes rådgiver. Arkivfoto: Olivia Loftlund
Mogens Palle er utilfreds med Thorslund og hendes rådgiver. Arkivfoto: Olivia Loftlund
 

'Det er helt til grin'
I Thorslunds ringhjørne kan de ikke genkende kritikken fra Mogens Palle og tordner i stedet mod promoteren.

- Det er, fordi vi melder en kamp ud med Dina i dag (fredag, red.), og så er det typisk Mogens Palle at prøve at tage fokus væk fra det. Det lægger jeg ikke så meget energi i. Jeg synes, at han skulle bruge tiden på at arrangere nogle boksestævner i stedet for, siger Thorslunds rådgiver og træner, Thomas Madsen, til Ekstra Bladet.

- Det er rigtigt, at vi har modtaget et tilbud, og når man er nede og tilbyde 150.000 kroner for en kamp, hvor vi tidligere har modtaget et tilbud omkring en million kroner, så er det helt gakkelak.

- Oven i det så vil Mogens Palle have en klausul på Dina på to kampe uden udløbsdato, og med hans stævneaktivitet, så når vi at sidde på plejehjem, inden at det ville være færdigt.

Thomas Madsen kritiserer Mogens Palle. Arkivfoto: Claus Bonnerup
Thomas Madsen kritiserer Mogens Palle. Arkivfoto: Claus Bonnerup
 

- Hvor meget vil I have for en kamp mod Sarah Mahfoud?

- Beløbet er en ting, men den største hæmsko er, at Mogens Palle vil have en aftale med Dina bagefter.

- Men kan du sætte et beløb på?

- Du kan se, hvad der tidligere et blevet tilbudt. Det er fra 100.000 euro og opefter, men om det lige er det beløb, vi rammer ... men det bliver i hvert fald ikke til 150.000 kroner. Det er helt til grin.

- Er de store tabere her ikke danske boksefans, der gerne vil se Thorslund mod Mahfoud?

- De kan så glæde sig over at se en sportslig endnu større kamp mellem Dina Thorslund og Zulina Munoz, men selvfølgelig vil alle folk gerne se den kamp.

- Vi kan lave den i februar/marts i Struer, hvor Sarah så vil få 300.000 kroner uden optioner. Hun kommer og bokser og færdig, som det nu engang normalt er, siger Thomas Madsen.

Se hele Pacquiao-braget og de øvrige kampe fra stort boksestævne i august lige her (+)