Grotesk optrin før sværvægtsbrag

Tyson Fury kom klædt som Batman og lavede ikke så lidt af scene på pressemøde med Vladimir Klitschko

Tyson Fury som Batman - der lovede, at det ville gå sværvægtskongen værre, end det gik Jokeren. (Foto: AP)
Tyson Fury som Batman - der lovede, at det ville gå sværvægtskongen værre, end det gik Jokeren. (Foto: AP)

Hvis ikke Tyson Fury (26-0, 18 KO) vinder over sværvægtskongen Vladimir Klitschko i VM-braget 24. oktober i Düsseldorf, hvis han tværtimod taber og helt mister lysten til boksning, så kan den skøre englænder utvivlsomt få lov til at lave tv for børn og andre barnlige sjæle.

Fury valgte onsdag at dukke op i en gul Lamborghini, da han skulle til pressemøde med Klitschko før årets største sværvægtskamp.

Ud af Lamborghinien steg Fury klædt som en Batman med slatne flagermuseører. Batman kom løbende ind i lokalet, hvor pressemødet skulle foregå, tydeligvis noget forsinket, eftersom alle, inklusive Klitschko, havde fundet deres pladser. (Se Furys ankomst her).

- Der blev ringet efter Batman?! sagde Fury, da han indfandt sig på podiet.

Gal eller genial? (Foto: AP)
Gal eller genial? (Foto: AP)

Kort tid efter dukkede en person klædt som Batman-karakteren 'Jokeren' op, hvorefter Batman tumlede rundt på gulvet sammen med Jokeren.

Efter den megen tumult og morskab satte Batman sig og svarede på spørgsmål, før han afførte sig kostumet og stillede sig ansigt til ansigt med Klitschko for sidste gang, inden de om en måneds tid igen mødes i de sidste dage op til kampen.

Onsdagens face-to-face blev en forsmag på, hvad der venter, for de to boksere stod ansigt til ansigt længe efter, at fotograferne havde fået deres billeder.

Se også: Dansk KO-bokser buldrer op ad verdensranglisten

En mental styrkeprøve, som igen viste, at hvis alle Klitschkos modstandere de sidste 5-10 år har været intimiderede tabere på forhånd, så er den 27-årige englænder det i hvert fald ikke. (se boksernes face-to-face her).

Da 39-årige Vladimir Klitchko (64-3, 53 KO) forsøgte at trække sig fra øjenkontakten, kom Fury tættere på og sagde:

- Se mig i øjnene! Du kigger væk, makker!

Klitschko undskyldte sig med, at han havde andre forpligtelser end at glo på Tyson Fury hele dagen.

Se også: Boksestjerne fortryder: Jeg har knaldet 500 kvinder

15 kommentarer
Vis kommentarer