FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Han har sat alt til side for at få en karriere i professionel boksning.
29-årige Daniel Heinze lever – med egne ord – lidt på ’nas’ hjemme hos konen for at bruge alle kræfterne på en professionel boksekarriere.
Fredag ved midnat leverede han et solidt stykke arbejde med en pointsejr over spanieren Jose Miguel Fandino, der blev besejret 3-0. Men den ene af dommerne, Hans Larsen, havde danskeren til at vinde samtlige otte omgange, og det virkede som en forkert dom.
Daniel Heinze vandt en solid pointsejr, men han tabte et par omgange mod den hårdtarbejdende spanier.
- Jeg har i første omgang hevet et år ud af kalenderen, hvor jeg satser alt på boksningen. Så må vi se, hvor jeg står efter et år. Men ringer Mogens (Palle) i morgen, er jeg klar til at gå i ringen igen, siger Daniel Heinze, der var godt tilfreds med sejren.
- Det var min hidtil hårdeste kamp til dato, erkendte han efter den fjerde sejr i lige så mange kampe.
10 gode år endnu
Han er kommet sent i gang med den professionelle karriere, men er ikke bekymret over alderen i forhold til den professionelle boksekarriere.
- Se min næse den har slet ikke taget skade. Jeg har ti gode år tilbage i ringen, fastslog Daniel Heinze, der træner to gange om dagen hos den tidligere europamester Thomas Damgaard på hans institut i Jyderup.
- Thomas er en perfekt træner for mig. Han havde en stil, som ligner min. Han er ved at lære mig mere teknisk boksning, sagde Daniel Heinze.
Sled for pointsejr
Lolenga Mock boksede stævnets hovedkamp mod amerikaneren Derrick Findley. Han vandt på point over ti omgange med samtlige dommerstemmer - 3-0.
Men den 44-årige supermellemvægter er ikke verdens hurtigste længere i ringen efter 25 år som professionel bokser.
Han er fysisk stærk, men det er svært at se ham i en stor titelkamp inden for nærmeste fremtid. Der er ikke længere den store pondus i hans slag.
Færdigt arbejde
Sværvægteren Pierre Madsen gjorde kort proces mod den rutinerede Shalva Jormardashvili fra Georgien.
Han blev stoppet efter 1.35 minutter i anden omgang, men den hårdtslående og talentfulde dansker skal lære at passe meget bedre på sig selv. Paraderne hang ofte for langt nede og mod dygtigere modstandere, får han problemer.
Nu har Pierre Madsen den fordel, at han er hårdtslående.
Han fik sin tredje sejr i lige så mange kampe, men der er stadig meget at arbejde med for den 26-årige bokser hjemme i træningslokalet.