Her er Sarahs modstander

Sarah Mahfoud skal i sin næste kamp møde Mayeli Flores, der i sin seneste titelkamp udboksede og knockoutede Dina Thorslunds kommende modstander

Mogens Palle kæmpede længe forgæves for at arrangere det endelige opgør om den kvindelige danske boksetrone mellem de to verdensmestre, Sarah Mahfoud og Dina Thorslund.

En aftale faldt til jorden, fordi Dina Thorslund-lejren ikke ville acceptere option på Dina de kommende to kampe uden udløbsdato.

Selv om Mogens Palle var chokeret over Thorslund-lejrens reaktion, er han nu kommet videre og har allerede Sarah Mahfouds næste kamp på programmet.

Sarah Mahfoud skal møde Mayelli Flores, der i sin seneste kamp udboksede Zulina Munoz, der nu står til at blive Dina Thorslunds kommende modstander. Privatfoto.
Sarah Mahfoud skal møde Mayelli Flores, der i sin seneste kamp udboksede Zulina Munoz, der nu står til at blive Dina Thorslunds kommende modstander. Privatfoto.

Den danske IBF-verdensmester skal møde Mayeli Flores, som både udboksede og knockoutede Dina Thorslunds næste VM-modstander, Zulina Munoz.

Mogens Palle har bemærket, at Munoz blev omtalt som en ’legende’ af Thomas Madsen, der er Dina Thorslunds træner.

- Når Dina springer fra en VM-kamp mod Sarah til fordel for en kamp mod en ’legende’, så har jeg selvfølgelig hyret den bokser, som i sin seneste kamp har knock out-besejret ’legenden’, siger Mogens Palle med et ironisk smil.

Sarah Mahfoud vandt IBF-verdensmesterskabet i februar sidste år. Hun har ikke været i ringen siden titlen blev vundet på grund af coronapandemien. Foto: Lars Poulsen.
Sarah Mahfoud vandt IBF-verdensmesterskabet i februar sidste år. Hun har ikke været i ringen siden titlen blev vundet på grund af coronapandemien. Foto: Lars Poulsen.

- Aftalerne omkring Sarahs kamp er på plads. Mayeli Flores har underskrevet kontrakten. Nu mangler jeg kun IBF’s endelige godkendelse. Den forventer jeg snart dukker op, siger Mogens Palle til Ekstra Bladet.

Sarah Mafoud har ikke været i ringen siden 1. februar 2020, hvor hun vandt IBF-titlen. Siden har det ikke været muligt at komme i ringen på grund af coronapandemien. Titlen er dog ikke på spil mod Flores, da kampen kun går over otte omgange.

Mogens Palle planlægger det kommende stævne til 6. november i Brøndby Hallen, hvor der er lagt op til et stort stævne.

Ditlev Rossing kan være på vej mod en VM-kamp, hvis han besejrer Constantin Bejenaru, der blot har tabt én af 15 kampe. Foto: Lars Poulsen.
Ditlev Rossing kan være på vej mod en VM-kamp, hvis han besejrer Constantin Bejenaru, der blot har tabt én af 15 kampe. Foto: Lars Poulsen.

Ditlev Rossing, der er ubesejret i 14 kampe, skal møde Constantin Bejenaru. Hvis Ditlev Rossing kan vinde det opgør, presser han sig for alvor på til en VM-kamp i cruiservægt.

Derudover ventes det, at Enock Poulsen kommer til at forsvare sit europamesterskab mod franske Massi Tachour.

Lige nu forbereder Sarah Mahfoud og Ditlev Rossing sig under ledelse af Benny Checa, der tidligere har været træner for syv verdensmestre.