Historisk boksebrag: Billetter for 472 mio. kr.!

På lørdag mødes Manny Pacquiao og Floyd Mayweather Jr. i Las Vegas i en kamp, der kommer til at smadre alle eksisterende penge-rekorder i bokseverdenen - den samlede omsætning forventes at runde tre mia. kroner

Floyd Mayweather (t.v.) forventes at kunne sætte 900 mio. kroner ind på kontoen efter mødet med Manny Pacquiao (t.h.) næste lørdag - filippineren må 'nøjes' med omkring 600 mio. kroner (Foto: AP Photo/Isaac Brekken).
Floyd Mayweather (t.v.) forventes at kunne sætte 900 mio. kroner ind på kontoen efter mødet med Manny Pacquiao (t.h.) næste lørdag - filippineren må 'nøjes' med omkring 600 mio. kroner (Foto: AP Photo/Isaac Brekken).

Mikkel Kessler er med afstand den danske bokser, der gennem historien har tjent flest penge på sin sport. The Viking Warriors evner med boksehandskerne har indbragt ham på den gode side af 100 mio. kroner siden profdebuten i 1998, og især 2007-megabraget mod Joe Calzaghe var med til at sikre Kesslers pension, idet han fik hele 27 mio. kroner for at tabe på point i walisiske Cardiff.

Men ser man på det store, globale boksebillede er Mikkel Kessler intet andet end en fattigrøv, hvilket for alvor bliver sat i perspektiv, når en af historiens mest imødesete kampe overhovedet bliver udkæmpet om en lille uges tid i Las Vegas.

Floyd Mayweather Jr kan finde flere grunde til, at han er en bedre bokser, end Muhammad Ali var. (Foto: AP) Boksning - 21. apr. 2015 - kl. 11:15 Mayweather nedgør Ali: Derfor er jeg bedst nogensinde

Efter mere end seks års tilløb mødes Floyd Mayweather Jr. og Manny Pacquiao endelig i et opgør, der kommer til at samle samtlige betydende VM-bælter i weltervægtsdivisionen. For deres anstrengelser i ringen natten til næste søndag modtager de to boksere summer, der er så svimlende, at det tangerer det surrealistiske.

I skrivende stund forventes den samlede omsætning at løbe op i 400 millioner amerikanske dollars – omkring tre mia. danske kroner – men tallet stiger og stiger dag for dag på grund af den grotesk store interesse fra hele verden.

Når diverse interessenter – de største er tv-selskaberne samt hotelværten MGM Grand Garden – har fået, hvad de skal have, deler Mayweather og Pacquiao en pulje, der næppe bliver mindre end 1,5 mia. danske kroner med procentsatserne 60 til amerikaneren og 40 til filippineren.

Se også: Pacquiao tjener 15 mio på sine shorts

Den samlede omsætning kan sagtens nå at stige med adskillige hundrede mio. kroner, men som det ser ud lige nu, kan Floyd Mayweather altså sætte 900 mio. kroner ind på sin bankkonto om en uges tid. Det betyder med andre ord, at går kampen tiden ud, 12 omgange a’ tre minutter, har han tjent 25 mio. kroner for hver eneste gang, der undervejs i megafighten er bokset 60 sekunder…

Den samlede omsætning på kampen skabes primært via tv-indtægterne, der på verdensplan via pay-per-view-modellen forventes at ramme omkring 2,5 mia. kroner. Alene på det nordamerikanske tv-marked regner man med, at tre mio. husstande hver især vil punge ud med de 100 dollars – 700 kroner – som tv-signalet fra Las Vegas kommer til at koste. Holder det regnestykke, betyder det, at tv-seerne i USA, Canada og Puerto Rico alene sender 2,1 mia. kroner ind i kampens samlede omsætning.

Før lørdagens megabrag hedder den eksisterende rekord for entréindtægter til en boksekamp ca. 140 mio. kroner. Det var, hvad omkring 16.000 tilskuere – ligeledes i MGM Grand Garden – tilsammen lagde for at overvære kampen mellem Floyd Mayweather Jr. og mexicanske Saul ’Canelo’ Alvarez i 2013.

Se første del af den fantastiske amerikanske serie INSIDE omkring Mayweather-Pacquiao-opgøret i fuld længde her:

Men det er en rekord, der bliver smadret sønder og sammen på lørdag. Der er naturligvis helt og aldeles komplet udsolgt til kampen mellem Mayweather og Pacquiao. For ’almindelige mennesker’ har det stort set været umuligt at komme i nærheden af de eftertragtede adgangstegn til kampen, idet blot omkring 1000 billetter har været til salg i fri handel.

Resten af de omkring 15.000 billetter har på forhånd været reserveret til de to bokselejre, til broadcasterne HBO og Showtime, til promotorerne og til MGM Grand Garden, der hver især har kunnet sælge billetterne til deres venner og bekendte.

Værten, MGM Grand Garden, har købt et større antal billetter, som så er blevet foræret eller solgt til nogle af hotelcasinoets mest trofaste gamblere.

Se også: Verdens største boksebrag på dansk tv

Som det fremgår af tabellen herunder, har den officielle pris på de dyreste ringsidebilletter været på 70.000 kroner, men på grund af den vanvittige efterspørgsel og det meget lille udbud er sortbørspriserne på en ringsidebillet i skrivende stund oppe at snuse til én mio. danske kroner.

Sådan har priserne været på de 15.100 billetter, der har været til salg på det ’lukkede marked’:

1100 ringsidebilletter a’ 70.000 kroner = 77 mio. kroner

2500 ’silver’-ringsidebilletter a’ 55.000 kroner = 137,5 mio. kroner

2500 billetter a’ 35.000 kroner = 87,5 mio. kroner

4000 billetter a’ 25.000 kroner = 100 mio. kroner

2500 billetter a’ 18.000 kroner = 45 mio. kroner

2500 billetter a’ 10.000 kroner = 25 mio. kroner

I alt: 15.100 billetter til en samlet salgspris på 472 mio. kroner!

Se også: Boksekonge må skuffe Justin Bieber

14 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere