Den 24-årige sangerinde Anne Gadegaard har fået den ærefulde opgave at synge Danmarks nationalsang, når Patrick Nielsen og Rudy Markussen lørdag 12. december brager sammen i Brøndby Hallen.
- Det er en kamp som mange mennesker ser frem til, så jeg er rigtig glad for at blive en del af hele optakten, siger Gadegaard i en pressemeddelelse.
- Det er ikke nyt for mig at synge for mange mennesker, men det er bestemt første gang, at jeg skal synge i en boksering. Det gør mig ikke nervøs, men selvfølgelig er jeg lidt spændt på opgaven, siger sangerinden.
Patrick Nielsen: Jeg har altid bodyguards med
Det er ikke første gang, Gadegaard synger for mange mennesker - det bliver 5500 i Brøndby Hallen plus alle tv-seerne - men det er hendes første boksestævne.
- Jeg har set boksning i fjernsynet, men det er første gang, at jeg skal se det live. Jeg ser frem til at se, hvordan sådan en aften forløber, og det er jo ekstra spændende, når det er Patrick Nielsen og Rudy Markussen, der skal i ringen.
- Jeg har ikke øvet mig så meget på sangen endnu, men det skal jeg jo selvfølgelig. Det er jo en sang, man er vokset op med, og mon ikke publikum også hjælper lidt til, siger Anne Gadegaard.
Anne Gadegaard vandt børnenes MGP i 2003, siden har hun skabt sig en karriere som sangerinde og blogger.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.