Hva’ er nu det? Patrick i Kessler-klassen

- Det er blevet sværere og sværere for mig at holde vægten, siger Patrick Nielsen, der rykker op i supermellemvægt, når han om en måneds tid bokser i Ballerup

Patrick Nielsen vandt i december på point over polske Wawrzyczek i det, der ser ud til at have været Albertslund-fighterens sidste kamp som mellemvægter (Foto: Jakob Jørgensen).
Patrick Nielsen vandt i december på point over polske Wawrzyczek i det, der ser ud til at have været Albertslund-fighterens sidste kamp som mellemvægter (Foto: Jakob Jørgensen).

Endnu mangler Patrick Nielsen for alvor at bevise, at han har, hvad der skal til, for at blive udnævnt til ’den nye Kessler’, men nu får den 23-årige Albertslund-fighter om ikke andet vægtklassen til fælles med den 12 år ældre Viking Warrior.

Det sker ved Nordic Fight Night-stævnet 14. marts i Ballerup Super Arena, når Patrick Nielsen, der har bokset alle sine 24 profkampe som mellemvægter – med en øvre grænse på 72,5 kilo – rykker en vægtklasse op til supermellemvægt, hvor det er tilladt at veje op til 3,7 kilo mere end i mellemvægt.

Se også: Patrick efter sløjt comeback: Tager VM-titel i 2015

- Jeg har bokset i mellemvægt i fem år. Jeg er kun 23 år gammel, så det er naturligt, at min krop vokser og udvikler sig.

- Det er blevet sværere og sværere for mig at holde vægten i mellemvægt og især i mine to seneste kampe, har det været en kamp at komme ned i vægt.

- Det har tæret på min krop at komme ned i vægt, og derfor har jeg ikke kunnet præstere så godt, som jeg ved, jeg kan, siger Patrick Nielsen, der ser frem til at tage skridtet op i supermellemvægt.

- Der får jeg mulighed for at komme med mere power. Jeg føler mig allerede meget stærkere, og jeg ved, der venter store kampe på mig i fremtiden, siger Patrick Nielsen.

Hans amerikanske træner, Joey Gamache, har været med til at træffe beslutningen om at rykke en vægtklasse op for at få det fulde ud af Patrick Nielsens potentiale.

- Det er den rette beslutning, og den kommer på det rette tidspunkt i Patricks karriere.

Se også: Bokse-Patrick slutter med et brag efter russisk røvfuld

- Han er ikke nogen lille fyr, og med hans størrelse, hans højde og hans rækkevidde passer han bedre til supermellemvægt.

- Det er noget, vi har snakket om i et stykke tid, for Patrick er ikke en mellemvægter, når man kigger på hans krop. Hans lillebror bokser i cruiservægt (op til 90,7 kilo, red.), og det siger noget om, hvilke gener der er i den familie, siger Joey Gamache.

Promotor Nisse Sauerland kalder Patrick Nielsens vægtklasseskifte for ’et stort skridt fremad’.

- Supermellemvægtsklassen er en af de stærkeste i verden. I den kæmper nogle fantastiske boksere, og der venter store kampe derude, som Patrick kommer til at være en del af, siger Sauerland.

Patrick Nielsen har blot været i ringen to gange det seneste år. I december vandt han i sin comebackkamp på point over polske Lukasz Wawrzyczek efter en særdeles skuffende indsats i juni-nederlaget på udebane mod russiske Dmitry Chudinov.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere