Hylder 'Gamle' Hansen: Ufattelig betydning for dansk boksning

Jørgen 'Gamle' Hansen er en hjørnesten i dansk boksehistorie, mener han gamle promotor

Hør Jørgen Hansens gamle ven Hans Henrik Palm fortælle om sin nu afdøde ven og rival

En af de helt store i dansk boksehistorie er død.

Promotor Mogens Palle og tidligere bokser Hans Henrik Palm tøver ikke med at kalde Jørgen 'Gamle' Hansens betydning for enorm.

- Han har haft en ufattelig stor betydning for dansk boksning, og han er jo den danske bokser, der har bokset flest professionelle kampe.

- Han havde en af de flotteste karrierer, man kan have, og boksede 12 gange om europamesterskabet, siger Mogens Palle.

Han var 'Gamle' Hansens arbejdsgiver gennem hele karrieren.

Jørgen Hansens liv er beskrevet både i bogform og på film, og hans tydelige plads i mange folks hukommelse i en ellers flygtig tid siger meget.

- Når en sportsmand i dag er færdig, så er der slukket. Enten er du på, eller også er du ude. Dengang kunne man fylde hallerne, og alle fulgte med. Det kan jeg stadig mærke, når jeg kommer rundt, siger Hans Henrik Palm, som Ekstra Bladet fangede umiddelbart efter nyheden om Jørgen Hansens død kom ud.

Det interview kan du læse her.

'Betød meget for os begge'
Han mødte selv Jørgen 'Gamle' Hansen i to legendariske danskeropgør om EM-titlen. Begge vandt Hansen.

- De kampe betød meget for os begge og for dansk boksehistorie. De har hængt ved. Og hans kamp mod Dave 'Boy' Green husker alle, og det var vel den, som endegyldigt gjorde ham ekstremt populær, siger Palm.

Jørgen 'Gamle' Hansen boksede tre store kampe i sin karriere

Hansen-Green - 1979

‘It’s all over, Dave Green has lost the European Championship to thirty-six year old Jorgen Hansen in one of the greatest turn-ups, that I’ve known in boxing in 40 years. Unbelievable’, råbte den engelske boksekommentator fra ringside i Randers Hallen efter sensationen den 28. juni 1979.

Få havde levnet danskeren en chance mod den engelske verdensklassebokser, 26-årige Dave ’Boy’ Green, som da også startede aggressivt mod sin ti år ældre modstander, som tog tælling i 2. omgang.

Så vågnede Hansen og begyndte at udbokse Green, som han fangede med en hård højre i 3. omgang. Green tog tælling, men Hansen var straks over ham og sendte ham i gulvet igen.

Hansen-Palm - 1980

Den 13 år yngre Hans Henrik Palm var favorit i det meget imødesete og stærkt hypede danskeropgør om EM-titlen i weltervægt i Brøndby Hallen den 17. oktober 1980.

6.000 tilskuere skabte en kogende kulisse rundt om ringen, hvor teknikeren Palm, der var ubesejret gennem 29 kampe, dominerede fra start.

Men han havde lagt for hårdt ud og løb efterhånden tør for kræfter, så hårdtslående Hansen kom tilbage i kampen og stoppede ham mod slutningen af niende omgang.

Hansen- Palm - 1981

Revanchekampen i K.B. Hallen den 9. oktober 1981 var omgivet af lige så stor interesse, og efter en meget lige kamp blev udfaldet diskuteret intenst.

Den italienske kampdommer havde således Palm som vinder på point, mens de to danske sidedommere pegede på Hansen.

Palm følte sig groft snydt, og skuffelsen over det, som han mente var en vennetjeneste til Hansen, var massiv.

- Tyve år senere sagde jeg til Jørgen, at jeg var blevet snydt, og han mumlede: ’Ja, det blev du måske nok’, genfortæller Palm.

Det mener også Mogens Palle om opgøret mod englænderen i Randers i 1979.

- Højdepunktet var nok sejren over Dave 'Boy' Green, hvor de danske journalister ellers havde skrevet, at kampen ville blive Jørgens død.

- Greens promoter på det tidspunkt, Mickey Duff, var også højrøvet og sagde, at Jørgen ville nok holde en seks-syv omgange, men der gjorde han alles ord til skamme, siger Mogens Palle.

- Men der er så mange højdepunkter i hans karriere. Han var en person, der kunne skabe dramatik omkring sin person og sin boksning. Han var underholdende og hårdtslående, siger den garvede boksearrangør.

Spillede fodbold sammen
Han udviklede et venskab med sin bokser, og det venskab var deres koner en del af.

Led af frygtelig sygdom

Af Casper Hjorth/Foto: René Schütze

Jørgen Hansen led af en frygtelig sygdom, som han delte med millioner af mennesker verden over.

Den tidligere topbokser var diagnosticeret med Alzheimer og led af demens.

I følge Alzheimersforeningen lever over 80.000 herhjemme med demens, som hver tredje time koster et menneskeliv.

Sygdommen, der er opkaldt efter den psykiater Alois Alzheimer, blev opdaget i 1906, og er en kronisk neurodegeneativ sygdom, som bliver værre over tid. Alzheimers er årsag til op mod 70 procent af alle tilfælde af demens, der svækker hjernens kognitive funktioner

Symptomer kan være tab af korttidshukommelse, desorientering og humørsvingninger og gradvist mister Alzheimer-ramte kontrollen over deres kropsfunktioner, hvilket i sidste ende resulterer i døden.

Med 92 professionelle opgør over en periode på godt 13 år, er Jørgen ’Gamle’ Hansen den dansker, der siden 2. verdenskrig har bokset flest kampe.

Allerede i 2004 fik han diagnosen Alzheimers, men i 2010 blev den ændret til 'demens som følge af boksning' - også kaldet boksedemens, der rammer mellem 15 og 20 procent af de professionelle boksere og langsomt forandrer deres personlighed og bevægeapparat.

Nye undersøgelser ændrede dog siden diagnosen tilbage til Alzheimers.

- Det har ikke noget med boksningen at gøre, sagde Jørgen Hansens kone for halvandet år siden til Ekstra Bladet.

- Men har du Alzheimers, så kan du også få demens. Og det er altså det, han har, lød det fra Hanne Hansen, der kærligt passede og plejede den gamle mesterbokser gennem hele hans sygdomsforløb.

 

Jørgen Hansen udviklede senere i sit liv demens, men ifølge BT flyttede han først på plejehjem inden for den seneste måned.

Også Hans Henrik Palm blev god ven med sin tidligere modstander og så ham senest for et par måneder siden.

- Jeg er glad for, at jeg så ham, selv om han var meget svækket.

- Da han boede i København, var vi meget sammen. Vi spillede fodbold sammen en gang om ugen og havde mange fælles venner.

- Han var altid en velkommen og populær gæst, uanset hvor vi var henne, og jeg holdt hans 60-års fødselsdag på en restaurant, jeg havde dengang. Vi havde mange fine stunder sammen, siger Hans Henrik Palm.

Se også: Jørgen 'Gamle' Hansen - en af Danmarks største nogensinde

10 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere