For et par uger siden kom det frem i irske medier, at den nybagte WBO-verdensmester i mellemvægt, irske Andy Lee, stod til at bokse danske Patrick Nielsen i sit første titelforsvar hjemme i Dublin. En kæmpe chance for Albertslund-drengen.
Patrick til Dublin: Bokser VM-kamp til marts
Den historie bliver nu mere eller mindre begravet af de samme irske medier, blandt andre irish-boxing.com, der skriver, at Lee-lejren i øjeblikket overvejer et tilbud fra USA.
Ifølge hjemmesiden kommer tilbuddet fra den ubesejrede amerikaner Peter Quillin (31-0, 21 KO) og dennes promotor Al Haymon, som skal være villige til at betale Lee omkring en million dollars (6,4 millioner kroner) for kampen. Kampen skal angiveligt bokses som opvarmning til braget mellem amerikanerne Danny Garcia og Lamont Peterson, der sendes på tv-kanalen NBC.
Kampen mod Patrick Nielsen ville angiveligt 'kun' indbringe Andy Lee omkring 2,5 millioner kroner. I Patrick Nielsens lejr begynder man også så småt at indstille sig på, at kampen ikke bliver til noget.
Patrick efter sløjt comeback: Tager VM-titel i 2015
- Jeg vil sige det på den måde, at jeg var mere optimistisk for en uge siden, end jeg er nu, siger Nielsens manager, Simon Lundt Hansen.
Andy Lee (34-2, 24 KO) har af WBO fået dispensation til selv at vælge, hvem han vil møde i sit første titelforsvar, og Patrick Nielsen (23-1, 11 KO) var et godt bud, fordi de to kender hinanden godt efter at have trænet og sparret sammen. Lee boksede sågar på Nordic Fight Night i Esbjerg sidste år.
Når den irske mellemvægter har bokset sit frivillige titelforsvar, som altså ser ud til at blive mod Peter Quillin, skal han - i tilfælde af sejr - efterfølgende møde den ubesejrede englænder Billy Joe Saunders (21-0, 11 KO) i sit første obligatoriske titelforsvar.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.