Kæmpe skandale: Verdensmester taget før titelbrag

En uge før sit titelforsvar i Köln er sværvægtsverdensmesteren Manuel Charr blevet testet positiv for doping

Manuel Chaar er testet positiv for anabolske steroider. Foto: RIA/Ritzau Scanpix
Manuel Chaar er testet positiv for anabolske steroider. Foto: RIA/Ritzau Scanpix

Verdensmesteren i sværvægt Manuel Charr kommer ikke til at forsvare sin VM-titel hos bokseforbundet WBA i næste weekend.

Den 33-årige tysk-libaneser er blevet testet positiv for to anabolske steroider forud for titelkampen mod amerikaneren Fres Oquendo 29. september ved et boksestævne i Köln.

- Omstændighederne betyder, at vi desværre er nødt til at aflyse titelkampen, siger Manuel Charr til avisen Express ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den libanesiskfødte bokser, der er bosat i Tyskland, hævder samtidig sin uskyld i sagen.

- Jeg sværger, at jeg ikke har taget noget. Jeg har bokset syv titelkampe gennem karrieren, har gennemgået utallige prøver og har aldrig afgivet en positiv prøve.

- Jeg spiser på forskellige restauranter hver dag, så måske er det sket på den måde. Jeg kan ikke forklare det, og jeg er bare chokeret og ked af det, siger bokseren i en udtalelse til Sky.

Manuel Charr har vundet 31 af sine 35 kampe som professionel bokser.

Se også: Giftig melding før storkamp: Putin er med i ringhjørnet

Se også: Kesslers rival i sorg - bokselegende er død

Se også: Kæmpe drama i VM-brag: 'Vi gør det igen'

3 kommentarer
Vis kommentarer