For få år siden var sværvægtsdivisionen den mest dødsyge i boksning, fordi de to meter høje Klitschko-brødre dominerede, og ingen andre syntes at have potentialet til at gøre en forskel.
Mod udgangen af 2015 er billedet vendt, efter at folk som Tyson Fury, Deontay Wilder og Anthony Joshua er dukket op på scenen.
Lørdag nat fik de følgeskab af endnu et spændende nyt navn, cubanske Luis Ortiz, der afsluttede et brag af en sværvægtskamp om WBA's interimbælte med at stoppe amerikanske Bryant Jennings i 7. omgang.
Ortiz er ingen Felix Savon, han har ikke en lang liste af OL- og VM-bedrifter i amatørtiden, og han er 36 år. Han er heller ikke voldsomt hurtig.
Men Ortiz er teknisk velfunderet, som de fleste cubanere, han er stor (193 cm, 110 kg), han er højrefodsbokser, og han slår hårdt, hvilket Jennings så sandelig fandt ud af.
Efter en god kamp med tunge slagudvekslinger gik Jennings ind i en kæmpe uppercut i 7. omgang.
Amerikaneren kom op, tog sin tælling, men blev kort tid efter stoppet, da Ortiz havde truffet ham med yderligere et par tunge træffere (se afslutningen i videoen over artiklen).
Det var første gang, Bryant Jennings (19-2, 10 KO) var i gulvet, endsige blev stoppet, og hans eneste tidligere nederlag var på point mod Vladimir Klitschko i april i år, før Klitschko mistede alverdens VM-bælter til Tyson Fury.
Med WBA's interimbælte stiller Luis Ortiz (24-0, 21 KO) sig i kø til et skud mod netop Tyson Fury (25-0, 18 KO), der er regulær WBA-mester. Manchester-fighteren har dog først en rematch mod Klitschko, han skal tage sig af.