Kassem slog modstander helt rundtosset

Rashid Kassem fra Nørrebro tog lørdag aften sin syvende KO-sejr i 10 kampe

Rashid Kassem satte et perfekt kontra-kryds ind på sin modstanders kæbe efter halvanden omgangs pågående boksning. (Foto: René Schütze)
Rashid Kassem satte et perfekt kontra-kryds ind på sin modstanders kæbe efter halvanden omgangs pågående boksning. (Foto: René Schütze)

FREDERIKSHAVN (Ekstra Bladet): Rashid Kassem fra SIK Fight på Nørrebro, der til daglig arbejder som murer, havde lørdag aften smidt murstenene og taget boksehandsker på, men han viste alligevel tunge hænder, da han som den første dansker var i kamp ved Nordic Fight Night i Frederikshavn.

Roberto Priori (7-6, 2 KO) gik hårdt ned, direkte på ansigtet, i 2. omgang, da Kassem havde undveget et sving og sendte et højre kryds direkte ind på kæben af italieneren.

Jubelbrølet fra Arena Nord gjorde sit til at trykke italieneren yderligere i den omtågede tilstand, han befandt sig i, mens han lå på kanvassen og prøvede at finde sin ben.

Priori fik stablet sig på benene, men han blev derefter stoppet af kamplederen.

Den danske letvægter havde startet 1. omgang med tre hårde hooks, der sendte tandbeskytteren flyvende gennem luften. Derefter hjalp en række susende kropstræffere til at mørne italieneren fuldstændig og sætte 2. omgangs afgørende slag op.

Priori var allerede efter 1. omgang hårdt medtaget, og da han blev ramt rent i 2. omgang, havde han ikke mere tilbage. (Foto: René Schütze)
Priori var allerede efter 1. omgang hårdt medtaget, og da han blev ramt rent i 2. omgang, havde han ikke mere tilbage. (Foto: René Schütze)

Med sejren begynder Rashid Kassem (10-0, 7 KO) efterhånden at ligne lidt af en knockout-specialist. To af hans første tre kampe blev vundet på point, men siden er kun en enkelt af Nørrebro-bokserens kampe gået tiden ud.

6 kommentarer
Vis kommentarer