Kessler imponeret: Khattabs bedste kamp

Mikkel Kessler gav Abdul Khattab en skideballe efter sidste måneds tynde præstation i Frederikshavn - det betalte sig, da den 21-årige mellemvægter vandt i overbevisende stil i Ballerup

Abdul Khattab leverede en fokuseret indsats, da han lørdag aften i Ballerup Super Arena besejrede georgiske Khutsishvili (Foto: Lars Poulsen).
Abdul Khattab leverede en fokuseret indsats, da han lørdag aften i Ballerup Super Arena besejrede georgiske Khutsishvili (Foto: Lars Poulsen).

Til daglig træner Abdul Khattab hos Mikkel Kessler på The Viking Warriors træningscenter i Dragør og det var bestemt ikke klap på skulderen og rosende ord, der fløj i Khattabs retning, da han mødte til træning for første gang efter februar måneds mildest talt jammerlige indsats ved Nordic Fight Night-stævnet i Frederikshavn.

Her leverede Abdul Khattab sin professionelle karrieres vel nok jammerligste indsats, da han - helt uden at imponere - pointbesejrede bulgarske Alexey Ribchev.

Se også: Kessler-lærling løb tør for kræfter

Der var masser at tage fat på tilbage i træningslokalet efter den uinspirerede indsats og noget tyder på, at Khattab lyttede efter Kesslers råd oven på den lunkne præstation i Nordjylland, for der var helt andre takter over hans boksning lørdag aften i Ballerup Super Arena, da den gennemrutinerede georgier Mikheil Khutsishvili fik klø i samtlige seks omgange.

Gense Abdul Khattabs sejr fra Nordic Fight Night i februar:

Allerede i første omgang havde Khattab sin modstander rystet, men ligeså meget georgieren manglede i bokseteknik, ligeså meget havde han af fighterhjerte, og selvom østeuropæeren flere gange var i alvorlige vanskeligheder, lykkedes det ham at holde sig på benene, uden det dog kunne rokke ved, at Abdul Khattab kunne notere sig for profkarrierens 11. sejr i ligeså mange kampe.

Se også: Håner dansk bokser: Din kæreste ka' gi' mig bæltet!

- Jeg havde meget mere overskud i dag, end jeg havde i Frederikshavn og jeg kunne sagtens have gået to omgange mere.

- Det har hjulpet mig meget at få lov til at træne sammen med Mikkel (Kessler, red.) og jeg er ham dybt taknemlig for hans mange råd. Blandt andet siger han til mig, at jeg skal være mere afslappet i ringen, og det har hjulpet mig, sagde Abdul Khattab, mens Mikkel Kessler tilfreds kiggede med fra ringside i Ballerup.

- Abdul var ti gange bedre i dag end i Frederikshavn. Han brugte sine kræfter meget bedre, og hans modstander fik stort set ikke lov til at at slå.

- For mig var det her den flotteste kamp, Abdul har bokset, lød det fra Mikkel Kessler.

Khattab sejrede ved Nordic Fight Night - se det lige her!

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere