KO-monster fortsætter fantastisk stime

Der var klasseforskel igen-igen, da det kasakhiske KO-monster Gennady Golovkin blev dobbelt verdensmester i mellemvægt

Gennady Golovkin (t.v.) udmanøvrerede David Lemieux med enorm træfsikkerhed og teknisk overlegenhed. (Foto: AP)
Gennady Golovkin (t.v.) udmanøvrerede David Lemieux med enorm træfsikkerhed og teknisk overlegenhed. (Foto: AP)

Ingen tvivl lige nu: Gennady Golovkin er den bedste mellemvægter i verden.

Det understregede den kasakhiske superbokser natten til søndag dansk tid, da han i sin første pay per view-kamp, foran en udsolgt Madison Square Garden med 20.548 tilskuere, stoppede canadiske David Lemieux i 8. omgang.

33-årige Golovkin have før kampen i New York afsløret en vis nervøsitet, for han var godt klar over, at IBF-mesteren Lemieux var hans klart sværeste udfordring til dato.

Det så man dog ikke spor af, da Golovkin fra første klokke tog ringmidten og med sædvanlig metodik og præcision slag for slag nedbrød den yderst hårdtslående Lemieux, der i løbet af kampen blev forvandlet til en ordinær bokser og fik sit ansigt forvandlet til en ophovnet klump.

Den 26-årige canadier var i gulvet for første og eneste gang i 5. omgang, da han blev ramt af et venstre hook til leveren, som med forsinkelse fik ham til at sætte sig ned.

I 8. omgang stoppede kamplederen opgøret, måske en anelse for tidligt, da han vurderede, at Lemieux ikke længere var i stand til at forsvare sig selv. IBF-mesteren havde indtil da tabt samtlige omgange til Golovkins jab og susende hooks.

Gennady Golovkin har næsten ikke mere at gøre i mellemvægt, hvor han har vist sig konkurrenterne klart overlegen. (Polfoto)
Gennady Golovkin har næsten ikke mere at gøre i mellemvægt, hvor han har vist sig konkurrenterne klart overlegen. (Polfoto)

Med sejren over Lemieux (nu 34-3, 31 KO) har Golovkin (34-0, 31 KO) vundet sine sidste 21 kampe på KO eller TKO, og han føjede IBF-titlen til den WBA-titel, han i forvejen var indehaver af. Han har vundet 16 VM-kampe i træk.

Den eneste trussel, der synes at være tilbage i mellemvægt for Golovkin, er vinderen af novembers storkamp mellem WBC-mesteren Miguel Cotto og den mexicanske himmelstormer Canelo Alvarez. Det var da også netop vinderen af den kamp, som Golovkin efter sejren over Lemieux udtrykte et ønske om at møde.

Se også: Efterårets ti største boksekampe

Både Cotto og Alvarez er dog fysisk en anelse mindre end Golovkin, og ifølge mange eksperters vurdering kan hverken Cotto eller Alvarez håndtere Golovkins rå slagkraft og boksemæssige overblik over 12 omgange.

Golovkin kan vælge at gå op i vægt for at bokse mod de lidt større folk i supermellemvægt. Her er et opgør mod Andre Ward allerede blevet diskuteret længe, og de to boksere har kastet mudder efter hinanden med mellemrum i over et år. En kamp mod Ward virker absolut som en mulighed i 2016 for Golovkin.

32 kommentarer
Vis kommentarer